5
haver, at udbrede vigtige sandheder og oplyse menneske¬
ne. Det bliver anseet som en Avise, og læses følgeli¬
gen af de fleste, ja ogsaa af dem som ellers ere nok
lærde, eller nok vankundige, til at foragte bøger. Læ¬
serens agtpaagivenhed kan ved saadant et blad ikke træt¬
tes; han holdes alletider i forventning af noget nyt og
dersom han ey altid lærer noget, som han før ey vidste,
bliver han dog erindred om saadanne ting, hvis igien¬
tagelse ey kan være ubehagelig. For Scribenten er og
et saadant Verk, som udgives arkevis, til stor Fordeel,
saasom han derved alletider holdes aarvaagen. J en
stor bog kan en Auctor undertiden have lov at sove:
man merker der ey saa strax, om alle stykker ere lige vel
udarbeydede, om der ere nogle igientagelser, nogle fal¬
ske meninger &c, men en uge Scribent er nød til overalt
at anstrænge sine kræfter paa det yderste. Han bilder
sig ved hver linie ind at Læseren staaer| over ham, og
han tør følgeligen aldrig sige andet, end det som er nøye
prøvet og vel udtrykt tillige. Hertil hielper ey lidt den
vished han haver, saa strax efter arbeydet at blive læst af
den fornemmeste deel i landet; thi hvilken mand af an¬
seelse skulde det vel være, som ikke læser et Moralisk
ugeskrift, som udgives i hovedstaden? man er jo dag
fra dag nød til at læse endogsaa de ugeblade, som en¬
gang ere erkiendte for slette? Man er nemlig nysgier¬
rig; man venter uge fra uge at finde noget merkeligt,
og i mangel af andet, giør man sig en slags fornøyelse
paa Auctors Bekostning.
Til at nu give dette ugeblad des mere anseelse,
kunde jeg vel med lige saa liden umage, som nogle blant
mine berømte formænd, skaffe mig til medhielpere nogen
Hofmand, Prest, Kiøbmand, Bonde m. f. hvis beskri¬
velse jeg og her kunde give. Men jeg frygter, at da jeg
derved gav mængden et høyt begreb om mit Verk, vilde
den deel af Nationen, hvis biefald jeg meest søger,
