6
kuns fatte maadelig tanke derom, saasom man gemen¬
ligen merker, at mange kokke lave den sletteste suppe,
og at i sær tiug af betydenhed forrettes bedre af en end
af to, bedre af to end af fire, og saa videre. Des for¬
uden skulde jeg, til følge af min plan, nødvendigen giø¬
re alle disse Herrer til Philosopher, inden jeg kunde til¬
lade dem at tale i mine blade; og naar de vare blevne
det, er jeg bange for, at enhver beholdt saa lidet til
overs af det, som kunde giøre hans stand kiendelig, at
man i Kiøbmanden ey mere skulde kiende Kiøbman¬
den igien, og ligesaa med de Fleste. Jeg vil derfor ey
berømme mig af saadanne medarbeydere, som jeg ey
haver, men jeg vil ey heller fortie min styrke. En Phi¬
losoph, hvis selskab jeg agter høyere end mange Hof=
mænds, har lovet mig ikke alleneste at see igiennem og
rette alt hvad jeg skriver, men og selv undertiden at for¬
fatte afhandlinger til dette blad, hvilke uden tvivl ville
blive dets prydelse. Samme ven tør jeg ikke nevne med
sit rette navn; men efterdi jeg tænker at forfatte en kort
Biographie om ham, vil jeg her kalde ham Tranquil¬
lus. Læseren maa dog for det første troe, at han er
ingen ting mindre end pedant, omendskiønt jeg giver ham
et navn, som endes paa us.
J sin ungdom holtes Tranquillus i en publik
Skole, hvor han allerede forraadde et saa lykkeligt ge¬
nie, at han slet intet forstoed af det meste, som der lær¬
tes. Nogen fremgang giorde han alligevel i sprog, Geo¬
graphie, Historie og andre sager, som komme alene
paa hukommelsen an. Han har ofte fortalt mig, at han
var paa sit sextende aar, naar han for første gang tænk¬
te, hvilket sikkerlig er en ting at anmerke, eftersom man
finder, at de fleste døe bort, uden endnu at have begynt.
Efter at han nogle aars tiid havde øvet sig i alle de Vi¬
denskaber, som enhver Studerende bør lære, overgav
han sig ganske til Philosophien, som han lærer af saa¬
