16
Det var i morgenstunden, i det mindste efter mid¬
nat, da mig syntes, at en af de velgiørende Aander,
som siges undertiden at gaae menneskene til haande, kom
til mig i menneskelig gestalt og sagde: jeg skal vise dig,
hvor Lyksalighed boer. Han tog mig ved haanden,
løftede mig op fra jorden, og efterat han en lille stund
havde ført mig ganske hastigen igiennem luften, satte han
mig sagte ned paa en grøn mark, som var ganske be¬
strøet med vellugtende blomster, og hvor en saa stor stilhed
regierede, at jeg let kunde fornemme, at jeg var allere¬
de langt fra byen. Lige for mig stod en Bygning, som
var meget prægtig, men dens vidtløftighed paadrog sig
min hele opmerksomhed. Den var saadan, at jeg al¬
drig hverken havde seet dens lige, eller kundet i tanker¬
ne forestille mig dens muelighed. Paa porten stod skre¬
vet med store bogstaver: Nøysomt Sind. Den
var saa høy, at det høyeste taarn havde kundet gaae der¬
igiennem. Min Ledsager bad mig vende mine øyne op
og see til, om jeg kunde læse nogen skrift over porten.
Jeg saae i væyret og efter lang stirren kunde jeg seent
omsider stave mig til Lyksalighedens Boelig. Han
berømte mit syn, og sagde mig, at omendskiønt skrif¬
terne vare umaadeligen store, kunde de dog af gandske
faae læses med blotte øyne, saa at de fleste denne byg¬
nings beboere vidste ikke engang selv, hvor de vare. Vi
ginge ind. Jeg følede her sovende de samme fornem¬
melser, som foraarets liflighed og landets stille pragt gi¬
ver en vaagen tilskuer, og denne mine sandsers henryk¬
kelse forøgedes ey lidt ved betragtningen af dette maje¬
stætiske pallads. Min Læser kan forestille sig, at han
staaer ved havbredden, og kaster sine øyne ud paa alle
sider, saa langt de kunne naae, og indtil himmelen og
havet synes at foreene sig. Om han saa kan bilde sig
ind, at alt hvad han saaledes har seet er indesluttet inden
fire vægge, saa kan han faae saa omtrent et begreeb om
denne bygning. Dens brede kunne man med øynene
fatte, men længden var for dem umaalelig.
