11
Det første, som mødte mit syn var en mæng¬
de børn, der forekom mig ligesaa utallig som græsset
paa marken. Jeg spurgte min Ledsager, om alle børn
i verden fandtes her, hvortil han svarede: ikke de uly¬
dige. Disse, sagde han, saasom de der følge deres
egen villie i en alder, hvor man endnu ey forstaaer,
hvad som er en nyttigt eller skadeligt, bringe sig
derved gandske ud af veyen til Lyksaligheds boelig,
hvis port de siden, ofte i deres ganske levetiid, for¬
giæves soge. Jeg saae med fornøyelse de nærværende
børns glade ansigter, og hvorledes de alle ubekymret
sprang og legede med hinanden, men som jeg giettede,
at ingen af dem havde kundet læse portens overskrift, og
jeg følgeligen ikke kunde vente mig megen undervisning
i deres selskab, saa gik jeg dem og hastigen forbi.
Herfra kom jeg iblant en trop fuldvoxne men¬
nesker, som alle havde meget lattermilde ansigter. De¬
res dragt var saare besynderlig, og øynene syntes noget
forstyrrede paa dem alle, men jeg lagde ey stort merke
dertil, glædende mig fast mere, at jeg nu strar kunde
faae fornuftige folk i tale. Den første, hvorpaa jeg fæ¬
stede mine øyne, par klædt i en gammel grøn kiole og
bar en kort peryk, hvortil var hæftet en haarpung saa
fransk, at man ikke gierne kan faae dens lige i størrelse
at see her i landet, uden det skulde være paa Comoedien.
Paa hovedet havde han en galoneret hat, hvorpaa en
af hvidt papir udklippet ørn tiente til kokarde; ved siden
hængde et stort sværd, og hans hvide uldene strømper
vare optrukne over knæene. Jeg spurgte denne sel¬
somme figur, hvorledes han levede paa dette sted. Ret
vel, miin søn, svarede han mig. Dette pallads er
mit, tillagde han. Alle de, du her seer omkring mig,
ere min Hofstat, og der er ingen blant dem alle,
som ikke giør sig en ære af at varte mig op. Saa
snart jeg vil have noget frem, understaaer sig in¬
gen at sige Veto; og jeg haaber, sagde han til mig,
