12
at du hylder mig, ligesaavel som de andre. Af
denne tale forstod jeg, at jeg havde den ære at see en
Konge for mig; men som jeg af naturen er meget und¬
seelig, saa nøyede jeg mig med ved en dyb compliment
at give mit jaord tilkiende, og drog mig strax ud af
hans aasyn. Neppe var jeg ham løs, da en anden af
denne flok griber mig ved armen og siger: hør! nu maa
du troe, at jeg har dem alle i mine garn. See en
gang hvilken passe par tout, sagde han i det han vise¬
de mig en Kaarde, hvis fæste var besat med glitterstene
af intet værdie og af endnu slettere smag. Intet fru¬
entimmer i verden, tillagde han, hvis hierte
jeg ikke nu ligesom bær ved min side. Jeg sva¬
rede ham, at jeg ey troede, at Jomfrueburene
vare nu saa stærk befæstede, som i gamle dage, saa at
man ey behøvede mere med sværd at bane sig veyen til
fruentimmeres hierter: han kunde derfore spare sig den
umage at bruge vold imod det smukke kiøn. Det er ey
heller min tanke, sagde han, at bruge vold. Men
see en gang ret til, hvilken glands der gaaer
ud af denne Kaarde. Hvilken skiønhed skulde
vel kunne holde ud imod dens straale? Alle
fruentimmere i byen vare allerede forliebte i
min person, inden jeg fik denne ypperlige Kaar¬
de, og nu maa de derfor blive reent gale. Det
som herved er kiædsommeligt, er allene dette,
at jeg, i henseende til den store mængde jeg har
at gaae val udi, ikke veed, hvilken jeg helst skal
giøre lykkelig. Efter at han havde sagt disse ord,
gik han en Jomfrue i møde, og glad var jeg, at
jeg blev denne Mand quit. Jeg saae paa min Led¬
sagere med et par øyne, som gave min bestyrtning
tilkiende. Undre ikke over disse mennesker, sagde
han. Alle de du her seer ere folk, som ere gaaet
fra forstanden. Den første, du talte med, er
en skræddersvend, som heeder Stanislaus, og som
har reyst paa sin profession. Han kom ved
