14
han selv. - - - Den med det mavre ansigt, som
dog seer saa stolt ud, er en skolastisk Philo¬
soph, som kan bevise alle ting, foruden at han
selv intet veed. Han troer, at ingen ting i
verden er ham ubekiændt, og ved denne troe er
porten bleven ham aabnet. -- Den med de
rosenrøde fyldige kinder, som gaaer der og seer
saa venlig ud, er en Auctor som er meget for¬
nøyet med sine Verke, og han er her for in¬
gen anden aarsags skyld. - -- Herpaa visede han
mig saa mange adskillige taasser, at jeg gierne kun¬
de giøre en heel bog af deres beskrivelse; og jeg
maatte endeligen selv bede ham, at føre mig fra
dette Selskab, thi galne folk have alletider været
mig en modbydelighed
Nu blev den rette skueplads aabnet for mig,
hvorpaa jeg længe havde ventet. De andre begge Klas¬
ser havde jeg kuns gaaet hastigen igiennem, saasom jeg
næppe agtede dem min opmerksomhed værdige. Jeg
havde maaskee ellers ogsaa der kundet faaet at see man¬
ge af de selv samme ting, som jeg nu først lagde merke
til, og som min Læser skal faae at høre. Jeg saae her
Afrikaner, som sadde ganske fornøyede med hænderne i
kryds den heele dag; Chinesere, som gik og strøg sig
om deres lange nægle med megen behag, og syntes ret
at ville overgaae hinanden i Complimenter og høflighed;
vilde Amerikaner, som paa en forunderlig maade havde
smurt deres ansigter til, og bare pile og buer i deres
hænder. De muntre Europeer kunde jeg let kiende
igien ved dered ustadige vindskibelighed, som ogsaa her
fulgte dem. Disses tal syntes mig og af alle meest an¬
seeligt, enten det nu kom deraf, at her virkeligen vare
flere fra Europa, end fra andre verdens deele, eller
at jeg gav mere agt paa dem, saasom mig meest
vedkommende. I det mindste er det vist, at in¬
gens vilkaar holdes blant os saa ulyksalige, hvoraf
jeg jo fandt nogen, som her var indkommen. Min
