15
Læser vil troe mig, naar jeg siger ham, at jeg saae
her en og anden i en lang slaaprok med en færle
under armen, ja endog italienske Kastrater, hvis til¬
stand jeg let kunde giette af deres skiæggeløse hager
og qvindagtige ansigter. Dog syntes disse sidst¬
nævnde alle at være noget til alders.
Den første jeg saae i liberi holdt jeg an
og spurgte, hvorledes han kunde være lyksalig? Hvor¬
fore ikke, spurgte han mig igien. Naar min
Herre og husbond maa sørge for, hvad jeg
skal spise, drikke og klæde mig med, ligger jeg
den meste tiid og sover sødt paa mit cre. Men,
indvendte jeg, den tvang J leve udi? Tienere maa
jo alletider lystre en andens bud, og faar aldrig
giort deres egen villie? Forlad mig det, svarede
han; saa snart min Herre for exempel befaler
mig at skiænke ham et glas viin, tænker jeg
strax hos mig selv: nu befaler jeg dig, min
herre, at du strax drikker dette glas viin ud,
som jeg vil bære dig til haande, og giør saa¬
ledes min egen villie. Ligesaa, blev han ved,
giør jeg i alle ting, og anseer min herre ikke
anderledes, end om jeg havde en slave for mig.
Hvo kunde andet end briste i latter ved saadant et
svar? jeg saae og min Mand tage veyen med sto¬
re trin til det nummer, hvorfra jeg nys var kom¬
men.
En Bonde, som hændelsevis kom mig midt
paa livet, giorde jeg samme spørsmaal, som jeg nys
havde giort tieneren. Han svarede mig: naar
jeg kan betale Kongen skat og Herrskabet sit
landgilde, saa giver jeg ingen efter i lyksalig¬
hed. Efter at han havde givet dette svar, slog
han sig for sin mave og spurgte mig til, om jeg
meente at han vilde bytte bort den og sit friske
Legeme for noget Ridderbaand i verden, hvorpaa
han satte sin hat paa snur og vendte mig ryggen.
