16
Herpaa gav jeg mig i tale med adskillige soldater,
matroser, borgere, prester m. f. som alle gik iblant
hinanden, og vidste den største deel ikke selv, hvor
de vare. Her fandtes og nogle faa Hofmænd, Ge¬
neraler og Statsministrer, som alle havde meget
aabne og venlige ansigter. Ja, jeg saae her endog
en Konge, hvilken jeg let kunde kiende paa hans
Krone. Han syntes mig meget mild og majestætisk
af anseelse. Om han var det eneste kronede hoved
paa dette sted, skal jeg ey vist kunne sige: i det mindste
saae jeg ikke flere.
Jeg havde nu den ganske tiid gaaet lige frem i
en ret linie fra porten, og havde allerede lagt et temme¬
lig stykke vey tilbage. Lige for mig saae jeg ingen ende:
vendte jeg mig om, da var det ligesaa, og overalt vrim¬
lede folk. Ved beskuelsen af denne utroelige mængde
kunde jeg ey andet end priise Skaberen, som havde giort
denne Boelig saa rummelig. Jeg fik tillige aarsag at la¬
ste mig selv og alle andre, som meene, at her komme
saa faa ind, da jeg dog nu med egne øyne saae langt
andet. Min Ledsager lærde mig og, at det var men¬
neskenes egen feyl, at ikke endnu flere vare her, thi veyen
sagde han, er ikke mindre magelig, end let at finde,
og porten staaer aaben for alle.
Som vi gik videre, blev jeg en stør mængde
fruentimmere vaer, hvilke alle syntes mig at være
gifte, saa vidt jeg af deres klædedragt kunde giette.
En af dem kom mig med en lang ugle i møde, den
hun af vanvare nær havde stødt mig lige i ansigtet.
Jeg undvigede denne compliment, saa godt jeg kun¬
de, og giorde hende en i steden som var lidt antage¬
ligere, forsikrende hende tillige om min høyagtelse, og
hvor fornøyet jeg var, at see hende munter og geskæf
tig, og at hendes lyksalighed ey giorde hende do
ven. Jeg lyksalig, svarede hun. De gaaer sik
kert feyl, min Herre. Jeg har med min
