17
egne hænder maattet forhverve snart alt hvad
jeg eyer. Min Mand slæber paa sin side, og
jeg paa min, og vi kan endda næppe lægge
200 Rdr. op om aaret; thi alt hvad man
skal leve af, er nu omstunder saa grumme
dyrt. Jeg har saa meget at bestille, at dagen
synes mig den meeste tiid kuns at have tre
timer: maaneder gaa for mig som uger, og
aar som maaneder; og jeg troer, (Gud for¬
lade mig min slemme synd) at jeg ikke engang
havde tiid at være syg, som jeg og (Gud skee
lov) aldrig har været. Nej dem kan de kal¬
de lyksalige, som have alting uden arbeyde,
og som ere saa rige, at de kan leve saa præg¬
tigt, som de vil, af deres renter, om det end
var til dommedag. Rigdom giør os ikke lyksa¬
lige, hierte Madame, svarede jeg hende. Det
nytter ikke stort, at man daglig kan have en snees
retter paa sit bord, og boe i tredsindstyve værel¬
ser: man kan jo endda ikke meer end spise sig mæt,
og drømme paa et sted? Eller meener De, fort¬
foer jeg, at om De nu paa engang fik den rig¬
dom, De selv ønsker, De da derfor skulde lægge
hænderne i skiødet, eller tage Dem noget andet for,
end det, hvoraf De hidindtil har befundet Dem |vel.
Det troer jeg ikke, svarede hun; thi arbeyde er
min lyst, og saa snart jeg sat stille en dag,
blev jeg vist nok syg i to. Nu, saa er de jo
lyksalig, sagde jeg, og det efter deres egen til¬
staaelse. Det kan gierne være, svarede hun; men
jeg har ey tiid at tænke derpaa. Det er i dag
min Mands navnedag, og vi har buden man¬
ge fremmede. Jeg har vel en halv snees pi¬
ger, men de giør aldrig noget til gavns. Jeg
maa selv giøre alle ting. Efterat hun havde
sagt denne remse i et aandedræt, fløy hun sin vey,
og jeg fortsatte min igiennem denne fruentimmer¬
