18
skare, hvor jeg iblant de sidste fik et syn at see,
som jeg allermindst havde ventet i lyksalighedens
boelig.
Jeg saae nemlig en Mand uden been, som
havde sat sig i en lænestoel, midt iblant det sidste
leed af nys omtalte fruentimmere, hvoraf nogle
vartede ham op. J førstningen vilde jeg ey troe
mine egne øyne, men da jeg kom nærmere til ham,
blev jeg fuldkommeligen overtydet, at jeg saae ret,
og des mere nysgierrig var jeg til at spørge ham,
hvorledes han var her kommen ind. Jeg har la¬
det bære mig her ind i den samme stoel, som
De her see, svarede han, og jeg er i det mind¬
ste ligesaa lyksalig, som nogen anden paa dette
sted. Heraf kunde jeg slutte, at min Mand kiend¬
te sin lyksalighed, og jeg bad ham derfore sige mig
noget om sin tilstand, og hvorledes han derudi
kunde leve fornøyet. Hiertelig gierne, sagde han.
J førstningen, da jeg ved et tilfælde havde
mistet begge mine been, ansaae jeg mig for
meget ulykkelig, men jeg stræbede dog strax af
alle kræfter med taalmodighed at bære en ulyk¬
ke, som jeg ey mere kunde ændre. Jeg tak¬
kede Gud, at intet værre var hændet mig, og
at jeg havde forstanden i behold. Saa snart
jeg hørde, at nogen var falden i større ulykke,
hvilket mig syntes, at jeg hørte hver dag,
tænkte jeg strax: hvo veed, om ikke det sam¬
me havde vederfaret miig, i fald jeg havde
havt mine beens fulde brug? Desforuden trø¬
stede jeg mig med min formue, som er saa til¬
strekkelig, at jeg og kan have min opvart¬
ning; og om den end ved nogen ulykkelig
hændelse toges mig fra, ere her dog saa man¬
ge medlidende folk, at jeg og mine lige aldrig
behove at frygte nogen mangel. Med disse og
flere trøstegrunde giorde jeg i begyndelsen nin
