19
tilstand taalelig. Nu, siden jeg er kommen
her ind, behøver jeg ey mere nogen trøst,
men anseer mig fast mere, som ganske lyksalig.
Og er det ikke sandt, min Ven, spurgte han
mig, at eftersom dette korte liv ikke kan ansees
uden som en prøvetiid, hvori vi skulle berede
os til noget bedre, da har jeg allerstørste aar¬
sag at være glad, saasom den der ikke kan ta¬
ge deel i verdens daarlighed, om jeg end al¬
drig saa gierne vilde, men maa nødvendigen
vende mine tanker til noget, som for en læn¬
ger tiid kan gavne? Jeg kunde ey andet end
bejae saadant et spørsmaal, og jeg maa tilstaae,
at jeg blev ret opbygget af denne Mands tale.
Samme giorde og, at jeg siden mindre faldt i
forundring, naar jeg hist og her saae mennesker,
som havde fløttet deres sænge med sig her ind.
Jeg fortsatte min vey i samme linie som før,
og var ey langt kommen fra den sidst omtalte Mand,
da jeg begyndte at faae i sigte et forfærdeligt tal hatte
og perykke, som bevægede sig uophørligen tvært
over værelset, fra den venstre til den høyre haand.
Jeg kunde see, at der var menneskelige hoveder,
men legemerne, hvortil de hørte, kunde jeg ey blive
vaer. Hvad er dette, sagde jeg til min Ledsager.
Jo, gav han mig til svar, dette er nok det rareste du
her faaer at see. Til lyksalighedens boelig, fortfoer
han, er ingen ordentlig port mere end den samme,
hvorigiennem vi ere komne: men paa den venstre
side af Palladset ere tre lønporte, af hvilke den
middelste heeder Ære, den paa høyre om samme
Rigdom, og den paa venstre Vellyst. Disse porte
ere i sig selv ikke saa meget snevre, men blive det
saare formedelst den trængsel, der bestandigen er,
saa at mange blive knuste i indgangen, og mange
komme lemlestede igiennem. Alle de mennesker,
du spørg om, ere komne giennem nogen af disse por¬
