21
broder gav mig saa vældigt et stød paa min venstre axel, at
jeg derved giorde et hurtigt rechts um, og strax blev jeg
vaer et fruentimmer, som stod lige frem for mig og som
bar en laurbærkrands paa sit hoved. J sin høyre haand
holdt hun en lille æske af guld, og med den venstre løftede
hun saa sagte den nederste deel op af sin grønne silkeklæd¬
ning. Hun havde et saa fortryllende ansigt, at mig
syntes ingen kunde andet end elske hende. Fornemmeli¬
gen giorde hendes yndige hovedzirath et vældigt indtryk
i mine øyne, og som hun stod mig saa nær, saa kunde jeg
ey andet end rekke min haand ud efter denne smukke krands.
Jeg var saa lykkelig, maaskee ved min Ledsageres hemme¬
lige tilskyndelse, at jeg strax fik en deel deraf. Jeg knyt¬
tede haanden fast tilsammen, og var ubeskriveligen for¬
nøyet over min fangst; men da jeg vilde betragte den sam¬
me, og til den ende aabnede min haand, fandt jeg til min
store forundring slet intet; og i samme øyeblik visede sig
fruentimmeret atter for mig, paa længre afstand end før,
men ogsaa i deyligere gestalt. Jeg vilde nok engang for¬
søge min lykke, men min Ledsager, som atter tog ved min
haand, rykte mig i det samme ud af denne hule vey og op
paa den anden side, da jeg ey længre kunde see denne skiøn¬
hed. Jeg undrede nu mindre, hvorfor alle de her van¬
drende fulgte en og samme kaas tvert over salen, da jeg
imidlertiid saae alle andre stedets indvaanere at gaae ube¬
hindret frem og tilbage, ja og undertiden at nedstige i den¬
ne nedrige vey, hvilket de dog giorde meget vaerligen og
paa kort tiid, vogtende sig frem for alt ikke at vende øyne¬
ne| til den side, hvor denne qvindsperson spøgede. Jeg
spurgte min Mentor, om de vare dømte til at gaae uop¬
hørligen i denne vey, og om der var intet middel for dem
at komme op blant de andre Lyksalighedens undersaatter.
Det er ingen umuelighed, svarede han mig. Det
skeer ofte, at nogen af dem, som ere indkomne igien¬
nem den rette port, stiger her ned og tager en Ven
ved haanden, som han rykker herfra. Det hender
