22
sig og undertiden, at en og anden bliver saa tit bedra¬
get af spøgelset, at han endeligen kiæd begiver sig
herfra af egen drift, men dertil forders baade sinds
og legems styrke, thi fruentimeret, som svæver dem
for øynene, er smukt, og opgangen derfra er, som du
seer, allerede steyl, og vil blive det dagligen mere.
Det sædvanligste er derfore, at de, som giennem no¬
gen af disse tre porte have taget ind til Lyksaligheden,
blive gaaende paa denne vey og fange luft, indtil de
uforvarendes befinde sig i Ulyksalighedens Boelig.
Denne sidst nævnde, tillagde han, som er beliggende
paa samme side, til hvilken de alle vende sig, hænger
sammen med Lyksalighedens Boelig, men ligger saa
meget længre ned, som den vey, hvorpaa de gaae, er
nedrigere end huusets ordentlige grund. Han pege¬
de tillige med fingeren og visede mig paa mellemvæggen en
udgang, som han kaldede Fortvivlelse, men navnet var
saa hesligt, at jeg vilde ey see derad. I den sted blev jeg
ved at spørge ham, om de ey kunde vogte sig for denne fæle
dør, hvortil han svarede, at de, som bleve bestandig gaaen¬
de i den huule vey, kunde det ikke. Thi sagde han, som
deres formeente Gudindes natur er, at drage sig alt
længere og længere tilbage, jo nærmere man kom¬
mer hende, saa skeer og, at de, som blive ved at forføl¬
ge hende; vilde selv ikke et ord deraf, førend de alle¬
rede ere inde i ulyksalighedens boelig, hvor der er saa
mørkt, at de hverken kunne see deres skiønhed meere,
ey heller finde veyen tilbage.
Jeg blev endnu en lille stund staaende at betragte alle de
luftspring og fald, som fulgte paa hinanden i denne vey,
og hvorledes alle de her vandrende desuagtet bleve ved at
jage i luften, hvilket saae des selsommere ud, som man der
oppe, hvor jeg stod, ey kunde see hvad de greebe efter. Si¬
den min nysgierrighed var fuldkommeligen tilfredsstillet,
gik jeg herfra med et medynksomt hierte over de i denne
blendverks bane løbende mennesker. Da jeg havde giort
