23
nogle faa trin, fik jeg i sigte en meget maver og bleeg
Mand, som just ikke var vredladen, men havde dog saa
alvorligt et ansigt, som jeg endnu ikke havde formerket hos
nogen paa dette sted. Min Mentor, som saae at jeg paa
denne mand havde fæstet min opmerksomhed, sagde mig
at samme var en Philosoph, og en af de allerviseste, som jeg
her kunde finde. Jeg traadde ham nærmere og beviidnede
min forundring over at finde en Philosoph her, saasom jeg
alletider havde hørt, at Visdomsveyen gik langt fra Lyk¬
salighedens Boelig. Han svarede mig meget venligen, at
jeg havde ikke meget uret derudi, og at de fleeste Vise kom¬
me her aldrig. Jeg selv, sagde han, er kuns for kort
siden indkommen, og har tilbragt mine fleeste dage
paa andre steder. Jeg har ofte tænkt saa længe paa
Gud og paa verden, paa siælen og paa Menneskets
Frihed, at jeg har været færdig at slaae hovedet mod
væggen, og har mangen gang begyndt at tvivle, om
jeg og selv virkeligen var til. Under al den tiid at jeg
hermed var beskæftiget, saae jeg ingen vey til Lyksa¬
lighedens boelig; men saa snart jeg havde fattet den
modige beslutning med taalmodighed at bære min
vankundighed i de ting, som menneskets fornuft er
for svagt til at udgrunde, gik jeg strax herind, hvor
jeg ey vilde bytte vilkaar med nogen Prinds. Havde
jeg været fød i høy stand, tillagde han, da havde jeg
formodentlig anseet for min skyldighed at forbedre
verden, og havde da maaskee giort den galnere, end
den var; men nu takker jeg Gud, at jeg i denne min
stand ey anser noget andet nødigt for mig til at ved¬
ligeholde mig paa dette sted, uden allene at iagttage
mine pligter, som menneske og som borgere, som ven
og som fader. Da han havde fuldendet denne tale, tog
han op af sin lomme en Tome af Ciceros Verke, hvormed
han satte sig afsides. Jeg fortsatte min vey videre frem, og
fandt, at det her var lige saa opfyldt, som paa den anden
side, af folk af alle stænder og af alle lande. Den munterhed
