24
og nøysomhed, som lyste ud af alles | ansigter, giorde den¬
ne folkemængde betragtnings værdig, da den ellers just
ikke faldt i øynene, men lignede meere en Kirkeforsamling,
end en Hof stat. Her vare vel, som sagt er, fornemme
nok og ridderbaand af alle farve, men de bleve alle blant
den saa kaldede gemeene Mand, som var her i uendeligen
støre antal, saa usynlige, at en, som dømmer sit selskab
efter dragten, havde heller opholdt sig ved den huule vey,
og havde visselig tabt en stor deel af den fornøyelse jeg
fandt i at beskue alle disse glade Mennesker, og at under¬
holde snart en, snart en anden af dem. Nu begyndte jeg
dog ey at høre noget nyt mere; og som jeg desforuden
ey endnu saae nogen ende paa dette Gallerie, spurgte jeg
min Ledsagere, om vi ey snart skulde komme til den her re¬
gierende Gudindes Alter, hvor jeg bildede mig ind at
faae see Lyksaligheden selv siddende i al sin herlighed, og
omgiven af sine lykkeligste favoritter. Her er intet Al¬
ter, svarede han. Alle de, du her har seet, ere Lyk¬
saligheden lige nære. Jeg vil viise dig hende, fort¬
foer han, under et billede, som du med dine øyne kan
fatte. J det samme tog han paa mine øyne, og bad mig
at see op. Jeg var meget begierlig at lyde, men saae ey
andet, end en lys himmelblaae skye, som laae udstrakt
over alles hoveder i den gandske sal, undtagen over den
hule vey, hvor den gik ligesom bølger, og steg snart nedi
større mængde til de der vandrende, snart drog den sig at¬
ter aldeles op fra dem. Jeg vilde spørge min Ledsagere,
om dettte var Lyksaligheden, men da jeg saae til, fandt
jeg ham ey meere. Jeg saae op efter skyen, men den var
og forsvunden. Jeg saae ned efter de som vare omkring
mig, men kunde ingen see, ikke en gang Palladset, hvori
jeg var. Jeg tænkte da, at jeg havde mistet mit syn,
hvorover jeg blev saa inderligen forskrækket, at jeg vaag¬
nede pludsligen, meget glad at kunne see min nathue og
sengedække paa gulvet.
