39
med en og anden feyl og fordom, som ellers ikke er saa
almindeligen udryddet; men man veed vel, at endog
de beste og dydigste mennesker geleydes af saa megen
ufuldkommenhed, at ingen af dem er, som ikke taber
meget ved en alt for nær undersøgning, og viiser, at
det ordsprog er sandt, som siger, at ingen er helt i sin
kammertieners øyne.
Dette incognito, som jeg nu lever udi, har
ellers nogle uleyligheder med sig, hvoriblant ikke den
mindste er, at saasnart man i et selskab, hvor jeg er,
taler om Proteus, bilder jeg mig strax ind, at alle
øyne staae vendte paa mig; og endskiønt jeg alletider
er bereed paa saadanne svar, som passe til min hensigt,
saa begynder dog denne agtpaagivenhed at blive mig
saa besværlig, at jeg derpaa let kan finde, hvor ilde
jeg var skikket til at skiule en ond samvittighed.
Jeg
faaer ogsaa undertiden at høre saadanne domme om
Proteus, som kunde blive mangen en Auctor en pind i
hans liigkiste; men for min deel er jeg temmeligen be¬
væbnet imod alle disse ulykkelige hændelser. Demi¬
pho hos Terentius raader, at naar man kommer
hiem fra en reyse, bør man alletider for i veyen fore¬
stille sig alle muelige ulykker, saasom at sønnen kan være
falden i slette hænder, datteren syg eller moderen død,
efterdi dette alt er ting, som kan hænde; paa det man
siden maa kunne holde alle mindre ulykker for en Slags
gevinst, og ikke i hastighed tage sig hændelser for nær.
Det samme giør jeg og, med den forskæl, at da jeg
er hiemme paa mit kammer, forestiller jeg mig alt det
onde som man nogensinde kan sige om Proteus i byen;
og naar jeg saaledes hører at der siges, at han skriver
maadeligt, fryder jeg mig at det ey er aldeles slet;
naar nogen siger at han er meget frie, glæder det mig
at han ey er en slave, og naar nogen kalder ham en
satyricus, er det mig kiært, at han ey heeder pasquil¬
lant. Den første jeg spurgde, hvad han syntes om
