42
saa ofte vi see at nogen af vores bekiendtere døer bort
men denne emfintlighed forgaaer med aarene. Den men¬
neskelige ufuldkommenhed fører det nemlig saa med sig,
at just fordi vi blive vante til, daglig at see saa mange
af vore medborgere blive et bytte for døden, røres vi om¬
sider ey mere deraf, ligesom de, der dagligen behandle
haarde materier, tabe endeligen al følelse. Skal nogen
opvækkes af denne følesløshed, da behøves dertil ikke
mindre, end at han mister en af sine beskyttere, en ven
eller fader; ligesom vi nu alle ere blevne alt for opvakte,
da vi have tabt vor fælles Beskytter, Ven og Fader.
Hvor bedrøveligt er det ikke, at vi skulle have saa store
og smærtefulde exempler fornøden, for at bevæges til at
anstille en alvorlig døds betragtning, da dog tusinde an¬
dre ting burde daglig formaae os dertil?
Om man lægger 1757 aars beregning til grund,
og retter derudi, hvad man af nyere erfaringer veed be¬
dre, saa bedrager man sig ey meget, om man paa den
bekiendte deel af jordkuglen tæller 1000 millioner men¬
nesker. Tager man nu heraf tre procent, som er den ren¬
te døden aarligen kræver, finder man at de dødes antal
er for et aar 30,000,000: for en dag 82191; for en
time 3424; for et minut 57, det er omtrent een for
hver secund; og at følgeligen et menneske døer ved et
hvert slag, som perpendikelen giør.
Jeg veed ikke hvad betragtninger andre ville
giøre sig herover: for min deel seer jeg aldrig saa snart
et uhrverk nogensteds, at jeg jo strax derunder forestiller
mig døden, og i steden for den lee, man ellers giver ham,
anseer jeg perpendikelen for det instrument, hvormed han
ved et hvert slag forkynder et menneskes bortgang: jeg
forestiller mig tillige, at det slag, som skal trette mig,
vil en gang komme lige saa hastigen, som alle de jeg un¬
der værende betragtning har hørt, uden at jeg kan vide,
om det og ikke vil komme selv samme dag. Naar jeg
gaaer til sengs, erindrer jeg mig, at inden jeg vaagner
igen ere allerede 24000 mennester døde paa jorden, og
betænker tillige hvor mueligt det er, at den Høyeste kun¬
de have besluttet, at jeg skulde være en af dem, der sam¬
me nat hialp til at fylde det bestemte tal.
En hver kan trække dette saa langt som han be¬
hager, og drage de slutninger deraf, som han finder at
