43
være sig de nyttigste. Saa meget er vist, at vi kunne
aldrig noksom forøge de billeder og merker, hvorved dø¬
den forestilles os meere nærværende, end sædvanligt er;
hvorfor og adskillige Moralister have raadet, at en hver
skulde udvælge sig et vist klokkeslet, eller den tiid man klæ¬
der sig af og gaaer i seng, eller og nogen anden daglig
hendelse eller forretning, hvormed man giorde sig en lov
alletider at forene en alvorlig betragtning over sin dø¬
delighed.
Der er nemligen ingen ting i naturen, som er af
saa almindelig en nytte, til at holde et menneske paa dy¬
ens vey, som denne daglige erindring om sin døds time.
Vi vide at vi da ikke alleneste skulle gaae fra alt hvad
vi have elsket og attraaet af jordiske ting og af denne
verdens herligheder, men at vi ogsaa i samme øyeblik
skulle fremstilles for den Høyestes throne, der at giøre
regnskab for vore handlinger. Det hielper da ikke at
fremkomme med nogle natursgaver, med nogen lærdom
eller, anden Slags forhvervet duelighed: endnu mindre kun¬
ne de titler, den rigdom eller den myndighed, vi have
havt, komme os til gode: det eneste vi tør være be¬
kiendte for, er om vi have nogle kiærligheds gierninger
at opvise; om vi have bidraget, saa vidt mueligt, til vo¬
re medskabningers lyksalighed; med et ord: om vi af
yderste kræfter have søgt at følge den rets og kiærligheds
lov, som GUd selv, uden middel af nogen Moses, har
med egen finger indskrevet i alles, endogsaa i tyranners
og misdæderes hierter.
Er der nu ingen ting andet, end saadanne gier¬
ninger,
som have deres grund i kiærlighed til GUd og
næsten, som paa denne store dag kunne lade sig see; hvad
skulle vi da sige om de mennester, som, ophøyede over
andre, ikke synes at være det, uden for des friere at kun¬
ne følge deres utæmmede lyster, og som, langt fra at
bidrage til det menneskelige kiøns lyksalighed, ere tvert
imod aarsag til mange enkelte personers, heele familiers,
ja ganske Landes ulykke? Hvad skulle vi tænke om de
Monarker, som uden gyldig aarsag begynde krig, og hvis
falske æresyge forvolder saa mange tusindes død, og flere
overlevendes ulyksalighed og jammer? Har Gud dannet
os alle saa, at det for et hvert, ikke aldeles følesløst, hier¬
te er den allerstørste qual, at have tilføyet et eneste men¬
