44
neske nogen uret og skade, som man ey har kundet op¬
reyse, hvilket og er blevet mange menneskers død; hvad
vil det da blive for utaalelig en byrde for disses samvit¬
tighed, da den i det mindste efter døden vaagner og af¬
tvinger dem den tilstaaelse, at de have giort hele byer
og lande, ja ganske verdens deele skade og uret? Disse
alle have visselig ikke havt nogen bestemt tiid paa Da¬
gen, hvorpaa de skulle erindre dem deres dødstime, ney,
jeg frygter at de i det ganske aar ikke havt nogen tiid
dertil. De ville lee af den viise Monark i Orienten, om
hvilken der fortælles, at han holdt en besynderlig Em¬
bedsmand ved sit Hof, hvis bestilling ikke var anden, end
hver morgen paa en vis time at igientage for ham disse
ord: Konge betænk at du skal døe.
Til at føre sig alt hvad hidindtil sagt er til nytte,
behøves ikke en gang at man er Christen; det er nok her¬
til, om man alleneste troer en Gud, og at hans forsyn
opholder og styrer verden. Men her ere et Slags men¬
nesker, som man finder i stor mængde blant alle slebne
Nationer, de der ikke alleneste ere uchristne, men som end¬
og have slet ingen religion. De leve som fæ, og meene
derfor, at de vel ogsaa kunne døe som fæ. At giøre disse
til Christne paa en gang, er vel alt for meget at begiere,
og for min deel skulde jeg være ret fornøyet, om man til
en begyndelse kunde giøre dem til fornuftige hedninger.
I denne hensigt vil jeg i forbigaaende give dem et styk¬
ke af et argument, som med megen god fremgang er brugt
til den christelige Religions fordeel og er af mange ble¬
ven anseet, saasom dens yderste forskandsning. Jeg vil
nemligen erindre alle disse troeløse, at de vove alt for for¬
færdeligen meget ved at troe ingen ting; thi de kunne
vel dog ikke negte, at det jo er mueligt, at de kunne have
en siæl, at der er et liv efter dette, og at der er en Gud
til, som vil straffe det onde og belønne det gode. Ja,
det er saa mueligt, at haarene maa vel reyse sig paa de¬
res hoveder, naar de alleneste paamindes herom.
Jeg kommer tilbage til det ganske menneskelige
kiøn, blant hvilket ikke en eneste er, der jo kan blive et
dydigt menneske, allene ved at anstille en flittig betrag¬
telse over sin forestaaende dødsstund. Der ere vel faa
blant os, som ikke have havt leylighed nogen gang i sin
livstiid at anmerke, med hvad øyne vi ansee pragt, pen¬
