45
ge, rang og slige ting, naar vi, angrebne af nogen hæf¬
tigere sygdom, ligesom see døden for os. J saadan en
tilstand vilde man gierne, om mueligt var, sælge al den
ære, rigdom og vellyst man har nydt her i verden for
en eneste god gierning: had, avind og andre udyder
forsvinde da ganske; thi der staaer os ingen meere i
veyen: da opgaaer hos os den kiærlighed til Gud og
næsten, af hvilken alle andre dyder have deres oprin¬
delse: det skeer og ikke siælden, at vi alvorligen
sætte os for, dersom Gud forhielper os til helbred
igien, da fremdeles ikke at anvende vor tiid uden til
Guds ære og næstens lyksalighed. Kan nu en sygdom,
formedelst de døds betragtninger samme opvækker, for¬
aarsage saadan en forandring hos et menneske, saa er
og ingen tvivl, at jo en selvtagen dødsbetragtning kan
have samme gode virkning. Til at naae dette vigtige
øyemeed behøves alleneste, at man, som tilforn sagt er,
giør sig til en uryggelig lov ingen dag at lade gaae for¬
bi, med mindre man tænker paa den sidste; at man
derhos erindrer sig, hvor mange skiulte farer vort skrø¬
belige legeme er underkastet, og hvorledes snart ingen
menneskelig handling er, som jo har foraarsaget nogens
død, og kan følgeligen foraarsage vores, og at man saa¬
ledes nøye betænker, hvor nær den stund kan være, paa
hvilken vi skulle see Gud, og i glandsen af hans Maje¬
stæt giøre reede for, hvorledes vi have handlet med det
af ham os anfortroede pund.
Naar man nu har sat sig i saadan en forfat¬
ning, og man, med en daglig anraaben om Guds
naade og bistand, gaaer dydens vey saa lige frem, at
man ikke har andet end saadanne skrøbeligheder, som
ere fra den menneskelige natur uadskillelige, at drages
med, da vil jeg ikke længere at man skal frygte for dø¬
den, i det mindste ikke ansee ham med saa stor en gru¬
else, som de fleeste giøre. Han er langt fra ikke saa
grum en person, som man forestiller sig, og som baade
gamle og nyere Skildrere have malet ham af. Hiine
have klædet ham i en sort kaabe besprængd med stierner
og med sorte vinger paa ryggen: til boelig have de gi¬
vet ham en underjordisk huule, der et beegsort mørke
regierede, hvorudi han selv laae paa halvopædte been,
