46
og ved sin uophørlige gøen forskrækkede de i denne blo¬
dige kule heromsvævende aander: og endskiønt de ansaae
ham som en Guddom, var han dog den eneste, som
blev uden tilbedere, saasom man vel vidste, at hos ham
fandt ingen bøn sted De uyere have givet døden en
lee i haanden, og forestillet ham som et beenrad, af hvis
øyne ikke andet end gift og pest neddryppede: til bolig
for ham have de opreyst et mørkesort marmortempel,
hvor de piinagtigste sygdomme gik ham til haande som
tienerinder, og hvor han selv staaende paa en liigkiste af
jern, imodtog hvert øyeblik menneske=offer. Disse be¬
skrivelser, og fleere andre som man har givet om døden,
have giort et vældigt indtryk hos mange, hvorved de
samme ere blevne saare bange for at falde i saa grum
en persons hænder, ligesom børn frygte for, efter sin
død at ligge allene paa kirkegaarden.
Men det som giør, at endnu fleere mennesker
grue for døden, er forestillingen af den visse plage man
har at udstaae i sin dødssygdom, i sær i det sidste øye¬
blik, da siæl og legeme skilles fra hinanden. Naar
man siger, at ingen er endnu kommen tilbage, som
har sagt os, hvad det koster at døe, saa meener
man, at det maa være en smærte, som saa vidt over¬
gaaer alt hvad vi have følt forher, at vi ikke engang
kunne giøre os noget begreb derom. Denne indbildning
har en saa forskrækkelig virkning hos de fleste emfintlige
mennesker, at vel mange af dem undertiden kunne øn¬
ske, ikke at leve, allene for en gang at slippe at døe.
Disse alle kunne ikke tænke paa deres engang forestaaen¬
de død uden største gruelse, og som dette hindrer dem
fra at anstille de daglige dødsbetragtninger, hvortil jeg
i dette blad har raadet, saa vil jeg til en slutning søge
til at betage dem denne utidige frygt.
Jeg kan vel ikke negte, at jeg jo holder med
dem, der sige, at den beste død er den, man mindst
har seet forud; men det skeer ingenlunde af den aar¬
sag, at jeg anseer legemets pine for saa utaalelig hos
dem, som en haard sygdom giør døden uundgaaelig.
Man behager alleneste at anmerke, hvorledes vor ind¬
bildning og følelse alletider dreyer sig efter vort legemes
beskaffenhed, og hvorledes det som nu synes os utaale¬
