48
naar to elskende personer forlade hinanden, den reysen¬
de alletider er bedre til mode, end den som bliver til¬
bage. Mange ting kunne ellers trøste os i denne uom¬
giengelighed at døe, som vi have tilfælles med alle men¬
nesker. Vi ere jo ikke fødte til verden paa andre vil¬
kaar, og hvad vilde vi vel giøre her, efterat vi havde
lært at kiende alle tings forfængelighed? Den rigeste
trøst finde vi ellers i den forviisning, vi kunne have om
et liv efter dette, hvori vi skulle nyde den lyst, som
intet øye har seet, intet øre har hørt, og i intet
menneskes hierte er opsteget.
Spørger man nu, hvori dette liv skal bestaae,
saa har fornuften kuns lidet at svare. Deres meening
synes mig vel mindst urimelig, som bestemme det i an¬
ledning af vor siæls uophørlige formue i at tiltage i
viisdom, hvoraf de og tage et ikke ringe beviis for
sammes udødelighed. De sige nemlig, at eftersom
alle umælende dyr have deres bestemte grad af fuld¬
kommenhed, over hvilken de aldrig kunne stige; men¬
neskets siæl derimod allene har den formue, dagligen
at gaae videre og videre i fuldkommenhed, saa er troe¬
ligt, at denne formue, som af en viis GUd ikke er
given forgieves, vil endnu efter døden vedvare, og at
saaledes lyksaligheden i det andet liv vil bestaae i, uop¬
hørligen at tiltage i viisdom og kundskab, og stedse
nærme sig Gud, uden at nogensinde naae ham fuld¬
kommen; ligesom det Slags mathematiske linier, der
nærme sig hinanden uophørligen, men gaae dog aldrig
tilsammen. Denne meening, siger jeg, synes mig ikke
urimelig, men det er og alt; thi naar jeg tænker paa
hvad den menneskelige fornuft er, og tillige paa, hvad
Gud er, finder jeg let, at vi ingen ret begreb kunne
giøre os herom. Nok er det, at hvori end den nye
maade at leve paa, og den dermed følgende lyksa¬
lighed kommer at bestaae, saa kunne vi dog aldrig an¬
det, end vinde ved byttet.
For min deel anseer jeg derfor ikke døden, uden
som en god ven, der aabner døren for mig til en bedre
bolig, hvor jeg først for alvor skal begynde at prise
min GUd, og i al evighed fryde mig over mine med¬
skabningers uophørlige lyksalighed.
T.
