53
ver at vise, alt efter materiens beskaffenhed, at man har
mere erfarenhed, mere lærdom, mere forduft eller mere
vittighed, end andre mennesker. Den som uden nogen
af disse fordeele giver sig ud for Auctor, begaaer jo en
stor daarlighed, og kan næppe undgaae at blive anseet
for en nar, uagtet alle de latterlige forevendinger og a r¬
sager han i en fortale kan frembringe, ja om han endog
der, krybende paa sine blotte knæ, bad Læseren om naade.
Hvadsomhelst en aarsagen maa være til
den forfærdelige skrive syge, som hersker i Europa,
da er i det mindste vist, at dens smitsomhed aldrig har
videre grebet om sig, end just i vor tiid. Fra Kon¬
ger indtil tienere finder man skribentere i alle stænder.
Enhver alder i det menneskelige liv udhekker sine, dren¬
gen er ikke saa snart kommen ud af skolen, og har end¬
nu neppe faaet Skiæg paa hagen, saa vil han strax
være Auctor; og man er endda lykkelig, dersom han
giver sig den umage at skrive noget nyt, og ikke under
titel af Forsøg, leverer os til en begyndelse nogen af
sine gamle stilebøger. Fruentimmere have ogsaa be¬
gyndt at berige os med deres lærde Værke; og man
skulde snart tænke, at deres siæle vare langt frugtba¬
rere, end deres legemer; thi i den sted at de behøve
nie maaneder til at frembringe os et livs foster, seer
man mange blant dem, at kunde hver maaned levere
os et af deres hierne, og det undertiden i lige saa stor
format. J Tydskland oplægger man aarlig saa man¬
ge læster bøger, at de naturkyndige have maattet an¬
stille adskillige forsøg, til at forfærdige papiir af træer
og planter: den sædvanlige materie findes der ey mere
i tilstrækkelig mængde, og det er en jammer at høre,
hvorledes det ganske hellige Romerske Tydske Rige,
ikke slider klæder nok til deres Messe=Auctorers tieneste.
Horaz fortæller nogensteds om en Cassius
Parmensis, at samme efterlod sig saa mange skrifter,
at de allene udgiorde tilstrækkelig materie til det baal,
hvorpaa deres Auctor blev gjort til aske. Erindrer
man sig ikke herved den tiid, hvori Horatz skrev, saa
maatte man vel briste i latter, naar han anfører denne
hændelse, saasom noget sælsomt; thi hvilken Auctor
er der vel nu omstunder, som er nogenledes kommen
til aarene, og ikke skulde kunde med sine egne skrifter
