60
sige, at de reyse incognito. Deres menneske=kiærlig¬
hed giør, at en hver, som taler med saadan en, troer
strax at han underholder sin ligemand, da der dog i
henseende til indvortes egenskaber er større forskiæl imel¬
lem en Tranquillus og et sædvanligt menneske, end
der nogensinde kan være imellem en Fyrste og en tigger
i udvortes omstændigheder. Hvor imidlertid saadan
en Mand kommer, der udbreder han kundskab, opvæk¬
ker lyst til dyd, og igiendriver skadelige fordomme.
Han taler alletider menneskelighedens Sag, hvorudi
han ikke lader sig forstyrre, hverken af rigdom eller
myndighed. I den familie, der uenighed regierede
ved hans ankomst, deri stifter han eendrægtighed, in¬
den han forlader samme: hvo som heldst er ulykkelig
og vil hielpes, har strax rettighed til hans bistand, saa
snart han finder samme i sin vey; og naar det kommer
derpaa an, unddrager han sig ey heller nogen Slags
umage, endskiønt han ey, som Ruchardsons Don
Quichotte reyser landet omkring i denne hensigt.
Saa snart Tranquillus var kommen hiem,
søgte han strax at komme til nogen saadan post, hvor
han kunde efter formue tiene sit fæderneland. Inden
jeg gaaer videre i min fortælling, maa jeg dog sige, at
Tranquillus havde saa idelig anvendt sin tiid paa at
lære hvad fornødent var, at han aldrig havde faaet
stunder at bemerke, hvorledes der gik til ved Embeders
bortgivelse, og hvorledes ved en Mands befordring
tive andre og ofte flere skulle tillige forfremmes mand
efter mand. Han havde vel selv allerede faaet afslag
i en og anden ansøgning, men det gik ham saa lidt til
sinds, at han ey videre tænkte derpaa. Man maa
derfor ikke undre, at han endnu fulgte sin forrige me¬
thode. Han aflagde tilstrækkelige prover paa sin vi¬
denskab og patriotismus, hvorefter han ved første ley¬
lighed søgte saa høy en Bestilling, som jeg ikke en
gang tør nævne, for ikke at give nogen anledning at
lee paa Philosophiens bekostning. Siden han i sin an¬
søgning havde i korthed mældet noget om den tiid og
umage han havde anvendet, for at giøre sig beqvem til
landets tieneste, anførte han, saasom en merite, hvor¬
paa han ey lidet stolede, at han ey endnu var over
tredive aar. Han tvivlede ikke, sagde han, at lige¬
som man retteligen belønnede forbigangne fortienester
