64
holdt sig forbunden ved fester og andre leyligheder at
giøre ham eller hans kone adskillige dyrebare forærin¬
ger. J førstningen taalte Tranquillus dette, men det
gik omnder saa vidt, at han for samme aarsags skyld
opsagde ham Capitalen, den kiøbmanden ey heller læn¬
ger behøyede. Hvad Tranquillus ikke fortærer af
sne aarlige indkomster, som af hans Kones medgift ere
blevne anseeligen forøgede, det anvender han at hielpe
medlidende med, saa vidt han formaaer. Han har og
for sædvane, at giøre alle sine foræringer, uden at nogen
faaer at vide, hvorfra de komme. Han siger nemligen,
at saa snart man giør en velgierning aabenbar, bliver
man nødvendigen berømt derfor, hvormed man maa
holde sig for betalt; men at denne betaling er ingen
ting i ligning med den inderlige og bestandige fornøyel¬
se man føler, da man giør godt uden hensigt til andet,
end det gode, som er i handlingen, hvorved man
tillige efterligner Gud, saa vidt et svagt menneske kan
Man maa ikke tænke at Tranquillus tillige med
verden ogsaa har forladt sine sluderinger. Tvert deri¬
mod lader han aldrig en dag gaae forbi, at han jo læ¬
ser i nogen grækisk, latinsk, fransk eller engelsk bog, og
jeg troer vel, at vi fremdeles skulle faae at see et smukt
Verk af hans haand. Ulykken er alleneste, at omend¬
skiønt han har saa megen læsning og erfarenhed, som
faa nu levende kunne berømme dem af, har han dog
saadan en idee om den grad af fuldkommenhed, som en
Skribent bør besidde, at han aldrig troer sig færdig
nok til at lægge haand ved verket. Han seer aldrig
paa det, som han allerede har lært, men paa det som
staaer tilbage; han er saa ivrig alle dage i at forøge
sin kundskab, at jeg ikke uden møye kan overtale ham,
at forfærdige et af disse blade, og han har allerede be¬
breydet mig at han spildte, jeg veed ey hvor mange
timer, paa No. 5. Han maatte dog kort derefter for¬
andre sin mening herudi, da jeg viiste ham Frue Sim¬
plises brev, som i anledning af samme nummer er mig
bleven tilsendt, og som ey kunde andet end fornøye saa¬
dan en menneske-ven, som Tranquillus er.
De som hidindtil have fundet denne min ven
besynderlig, behager at have taalmodighed. De ville
sikkert forlade ham det, saa snart de lære bedre at kien¬
de hans caractere, som jeg i et af mine følgende blade
vil beskrive.
