66
at mangen en Mand, den man gierne kunde foragte
saasom lastefuld eller vankundig, den foragter man ikke
nu omstunder uden fordi han er en Tydsk eller Fransk¬
mand.
J min ungdom studerede jeg en tiid ved et vist
Universitet, hvor der var en mængde Studerende fra
alle næst omliggende Provintser. Disse talede alle et
lands sprog og vare undersaatter af en og samme Kon¬
ge, men desuagtet havde de dog fundet for godt at ind¬
deele dem i visse Nationer, af hvilke en hver tog navn
af den Provints, hvorfra dens lemmer vare, og havde
sin besynderlige skik og lov. I denne lov var der en ar
tikel, som formodentligen var ubeskreven, men holdtes
dog meget uryggeligen, at nemligen en hver af disse saa
kaldte Nationer skulde af hiertet have og foragte alle de
øvrige. Til følge heraf giorde en hver Student sig
umage at samle alle de falske eller sande Ancedoter, som
fortaltes i byen, andre Nationer eller nogle af deres
lemmer til vanære og spot, og den som kunde opdigte
den latterligste historie om nogen af disse, den blev blant
sin Nation holden for den største Patriot og fik paa de¬
res Landskabsmøde frem for andre et hæderligt sæde.
For at des mere lægge deres indbyrdes uvillighed for
dagen, gave de og hverandre adskillige øgenavne: de
studentere, som vare fra en vis Provints, hvor indvaa¬
nerne spiste ofte pandekager, bleve kaldte Pandekager,
og en anden Nations lemmer fik for slig en aarsags
skyld navn af Blodpølser; de som vare komne fra ho¬
vedstaden, og som holdtes for at være mere maneerlige
end de andre, dem kaldte man Jomfrueknegte, og be¬
boerne af et stykke land, hvis jordmon var saadan, at
indbyggerne fandt mere deres regning ved at faae harre,
end al anden sæd, bleve derfor kaldte Havresække &c. &c.
Denne uvenskab gik omsider saa vidt, at den brast ud i
en aabenbar Krig, som førdes om natten, og hvorudi
