69
at arbeyde for sig selv, at drive sin egen handel og for¬
syne sig selv med alt hvad nødvendigt er? Men lad væ¬
re at denne rigdom blev bestandig, ja om den end tiltog
aar fra aar, saa kan den dog ikke give besidderne megen
anseeise, saa længe man kan erindre sig af historien, at
fattige nationer have til alle tider undertvunget de rige¬
ste, og at de Romere vare aldrig mere dydige og tap¬
pre, aldrig mere ære værde, end da de endnu vare fat¬
tige, og foragtede rigdom. Det kan derfor aldrig blive
nogen ære at besidde en ting, som man viser ædelmodig
hed i at foragte.
Den anden aarsag, hvorfor en Nation giver sig
fortrinnet for andre, tages af ypperlige Krigsbedrifter.
Et folk, som lang tiid har været lykkelig i krig, bliver
naturlig vis stolt, og begynder at ansee andre med for¬
agtelige øyne. Man betænker ikke herved, at der ee
fast ingen nation i Europa, der ikke til adskillige tider
har været snart tapper, snart fei, og at følgeligen aar¬
sagen til en hver nations lykkelige eller ulykkelige perio¬
der i Krigen, bør søges andensteds, end i den medfødte
tapperhed, som visse Nationer bilde sig ind at have frem
for andre. Man finder den fornemmeligen i gode an¬
førere, hvilket man kan see og lære af alle tiders histo¬
rier. Cæsar havde fundet Romerne allevegne, og
Frederich skulde have skabt Preusere, hvor heldst han
var fød Krouprints Naar derfor en Nation beholder
overhaanden i et eller flere felttog følger ey andet deraf,
end at samme har havt bedre General, hvilket er en
slumpelykke, thi der kunde gierne være samme tiid en
endnu dygtigere General i den slagne Krigshær, som
ey blev brugt, og hvis gaver maaskee ey en gang vare
bekiendte. Men jeg opholder mig for længe herved,
thi at menneskene indbilde sig at fortiene ære med at myr¬
de hianden paa beste maade, alleneste for at fornøye
ærgierrighed med en ny titel, er vel, som en Engelsk
