72
Frue Frydifald er i denne deel mere menneske,
end nogen af de jeg kiender, og kan ret tiene til et myn¬
ster, naar man paa denne side vil betragte den menne¬
skelige naturs fordærvelse. Om noget bedrøveligt hæn¬
der, saasom for exempel at en falder i unaade, eller giør
noget anseeligt tab, eller og om nogen ellers geraader
udi nogen enten fortient eller ufortient ulykke, da kan man
alletider være sikker, at Frue Frydifald er en blant de
første, som har efterretning derom. Hun giver Herr
Garrus en aarlig pension for den umage han haver,
at bringe hende alle ulykkes tidender fra første haand
hvilket han saa meget des lettere kan giøre, som han har
sin gang og er vel lidt i alle fornemme hunse i byen, og
veed desuden at stille sig saaledes an, at der ere ikkuns
faa, som ansee ham for den, han virkeligen er. Denne
Garrus er saa aftettet, at saa snart han kommer med
nogen ulykkelig hændelse til denne Frue, og førend han
lader sig mælde hos hende, befaler han alletider hendes
kudsk at spænde for, paa det hun strax maa være i stand
til at kunde føre ud det hun faaer at høre. Man kan
og ikke uden uret betage Frue Frydifald den berømmel¬
se, at hun er hurtig i sin gierning, saa at Garrus snart
hver gang har den ære at ledsage hende til hendes vogn.
Hun kiører da uden ophold til den næstboende af hendes
bekiendtskab, hvor hun næppe giver sig tiid til at hilse,
inden hun spørger, om de ei have hørt noget nyt. Sva¬
res der nei, hvilket svar hun allevegne faaer, saa begyn¬
der hun strax at fortælle sin historie med al nuelig vel
talenhed og med saa hurtig en tunge, at man gierne kan
dømme, at den byrde maa være let. Vel er sandt, at
hun gierne tilsidst lægger til, at samme hændelse giør
hende ondt, og at hun haaber, at ikke alt er saa ilde be¬
skaffen, som rygtet gaaer, men man læser ganske andre
tanter i hendes øyne; og hun har desuden næppe sagt
disse sidste ord, saa sidder hun allerede i sin vøgn, den
nye bevægelse giver hende nye indfald og lykkeligere ven¬
dinger, saa at historten blirer ikke lidt forbedret, inden
