80
man i alle andre ting forlade sig paa mit ord, i sær
saa længe vinteren varer.
De faaer saaledes endnu et brev af mig, min
Herre; og De kan strax af begyndelsen see, hvor nyt¬
tig den moral har været, som De standsmæssig har
været nød til at give mig, thi jeg kan ey negte, at
jeg jo, uagtet Deres skrækkelige navn af moralist,
anseer Dem for alt for galank homme, til at De
skulde meene det saa oprigtigen, og ikke i hiertet sy¬
nes.om en levemaade, som forskriver sig saa gerade
fra Paris.
Jeg har ellers hørt, at mit forrige brev har
giort bevægelse hist og her i byen, og at min afbild¬
ning behager ikke fruentimmerne nær saa meget, som
min person. Jeg vil ikke troe, at de ansee deres tilbøy¬
elighed for mig og mine lige som en naturlig svaghed
den de ey tør være bekiendte for, og at de saaledes
fordømme med ord, hvad de i gierningen lade sig be¬
falde. Hermed maa nu være hvorledes det vil, da
er i det mindste vist, at de, som have nærmeste rettig¬
hed til kiønnets bevaagenhed, ere alle mænd af min
caracter, saadanne nemlig som kunne støye og snakke
hen i taaget, som kunne lee ad alle ting, og som des¬
uden ere tilstrekkeligen geskæftige i deres manerer,
hvilket altsammen udgiør den behagelige uforskam¬
menhed, hvorom jeg har talt i mit forrige brev, og
som altid vinder feyer, hvor heldst den gaaer frem.
Jeg kan bevise denne sandhed ikke alleneste af den be¬
skrivelse jeg allerede har givet Dem om de lykkelige
tog, som jeg selv forgangen vinter har gjort, men og¬
saa af mange andre exempler, af hvilke jeg vil nøye
mig med, her at anføre et eneste.
Jeg har fra min ungdom af været en meget god ven
af Herr Parart, som nu nyligen er kommen til en
temmelig høy civil betiening. Denne Parart havde
faaet en meget god opdragelse, saa at, naar hans stu¬
derings tid var forbi, havde han erhvervet saa megen
kundskab, som faa af hans alder kunne berømme dem
af. Desuagtet, og endskiønt han i sin barndom var
meget dristig og snaksom, blev han dog paa sit sexten¬
de aar paa en gang saa taus og blu, at han næppe
kunde være tilstede i gammelt folks selskab, uden at
rødne. Denne store undseelighed forgik vel noget med
aarene, men han beholdt dog saa meget tilovers der¬
