81
af, at da han siden kom ind i den store verden, førde
han sig saa sædeligen og stille op, som om han kunde
have været en mand af 60 aar. Han søgte ikke at
vinde andres bevaagenhed, uden ved sin venlighed, bele¬
venhed og fornuftige tale, og man kan ey heller negte,
at jo alle mandspersoner agtede ham allerede høyt, og
begyndte snart at ansee ham for en fuldkommen elsk¬
værdig person. Hos fruentimmerne tænkte han at kunde
vinde yndest paa selv samme maade Han begegnede dem
derfor alletider med megen ærbødighed, var stedse ven¬
lig, sagde dem aldrig imod, men talede dog fornuftigen
med dem, og bibragte dem paa en behagelig maade ad¬
skillige nyttige sandheder. Hermed troede han nu at giø¬
re sig tilstrekkeligen recommenderet hos dem, men for¬
giæves: de ansaae ham næsten alle som en berømmelig
Pedant, og alt hvad han kunde vinde var, at et og andet
lærdt fruentimmer og nogle bedagede Matroner toge til¬
takke med ham. Nu, som han ikke desmindre havde stor
lyst til at giøre sig elsked hos den smukkeste deel af kiøn¬
net, og han tillige af mit exempel saae, hvad han man¬
glede, saa satte han sig for med konst at bøde paa natu¬
rens feyl. Til den ende sluttede han sig inde paa sit kam¬
mer, og stillede sig an som om han var syg. Det første
han giorde var, hemmeligen at tage en fegtmester an, ik¬
ke udi forsæt at lære sig til at føre en kaarde, men for at
vænne sig til med hurtighed at falde frem og tilbage,
hvilken konst han havde befundet at være til stor nytte
i samtale med fruentimmer, og at den udgiør en ikke
ringe deel af det som hører til geskæftige manerer.
Siden opsøgte han med megen møye en tydsk sprog¬
mester, som havde feyl paa ørene, i hvis selskab han
lærde sig at snakke ud af munden: han skaffede sig og
nogle saadanne bøger, som L'Espion Chinois, hvoraf
han lærde sig, uden principier at tale frem og tilbage,
om alle ting. Dette var nu alt meget vel betænkt;
men i den tredie post begik han en stor feyl. For at
nemligen vænne sin mund til latter, foretog han sig
at læse Molieres og Holbergs Comoedier; og naar
der forekom noget latterligt, var hans bemøyelse alle¬
neste, at lee baade høyere og længer, end ellers sæd¬
vanligt er. Saa snart jeg kom til ham og saae hans
hensigt, underrettede jeg ham strax om hans vildfa¬
relse og lærde ham, at det var ingen sag at lee der,
hvor alle fornuftige mennesker kunne lee, men at sagen
