82
var, at kunde lee alletider og uden mindste aarsae
For at herudi hielpe ham til rette, gav jeg ham nogle
tydske original Comoedier i hænderne, omtrent i sam¬
me smag skrevne, som de der gaves ud her i byen for¬
gangen aar, og bad ham at vænne sig til under deres
læsniug at bryde ud i latter en eller flere gange, ved
en hver side, uden henseende til det der sagdes, var
det end nok saa sorrigfuldt: jeg bad ham ogsaa, i
denne post at raadføre sig med nogle store speyle, som
han havde sat op i sit kammer, og frem for dem saa
længe at øve sig, indtil han fandt at han kunde lee
med behag, naar han vilde, og uden at hiertet havde
mindste deel derudi. Efter at han havde tilbragt et
halvt aar paa denne maade, og under samme tiid prø¬
vet sin videnskab paa nogle piger, som fandtes i sam¬
me huus, samt derved allerede forspurgt en ønskelig
virkning, begav han sig endeligen paa nye i den store
verden; men i steden for at sidde eller staae stille paa
et sted og tale fornuftigen, som han før havde gjort
fløy han nu fra en ende af værelset til den anden lige
saa hurtig, som om han kunde have været fød smaa¬
herre; saa snart han aabnede sin mund, tog han ly¬
den af alle andre, og loe af fuld hals ved et hvert
ord, som sagdes. Nu skulde De have seet, min Herre, li¬
gesaavel som jeg, hvad forandring dette foraarsagede paa
alle fruentimmeres gemytter: mange af dem vilde ikke
kiende ham igien, men ansaae ham for en ganske
anden person; de fleeste sagde, at sygdommen havde
været ham nyttig, at man vel kunde see paa ham
forher, at hans sædelighed herrørede af en deel u¬
sunde Vædsker, som nu denne sygdom havde befriet
ham fra; og alle komme overeens derudi, at han
var bleven dobbelt elskværdig. Det viiste sig og snart
i gierningen; thi han blev strax favorit hos adskillige
af de smukkeste fruentimmere, og hvor han tilforn
næppe var lidt, der blev han nu tilbeden. Fra den¬
ne tiid af har han og bestandigen fulgt mine fodspor
saa nøye, som det nogensinde er mueligt for konsten
at efterfølge naturen.
De seer saaledes, min Herre, at stoyende
caracterer befalde fruentimmere bedst. Hvad aarsa¬
gen hertil kan være, skal jeg ey med vished kunde
sige; dog vil jeg anføre to berømte Skribenteres
meeninger herom. Den første er Addisson, som
