90
Min Herre!
Der er allerede meer end et aars tiid, siden
jeg forfattede en Comedie under titel af: den skind¬
syge Philosoph. Samme blev ikke opførd forme¬
delst visse Aarsager, som jeg ikke finder for godt her
at anføre. Jmidlertlid, som jeg paa dette stykke har
anvendt megen tiid, saa vilde jeg dog gierne for min
umage høre, hvad Publikum dømmer derom, og
beder Dem derfor, min Herre, at De vilde være saa
god og indføre herhos følgende Scener i deres uge¬
skrift, som læses af mange personer, hvis smag jeg
erkiender for god. Jeg veed vel, at en Comedie,
som læses stykkeviis, kand ikke andet, end tabe der¬
ved, hvilket med saa meget des mere sandhed kan
siges om den nærværende, som jeg ikke en gang er
i finde i korthed at fortælle dens indhold, eller hvor¬
ledes Scenerne ere bundue tilsammen. Men som
jeg holder for, at det ikke er nok at en Comedie er
smuk i det heele, men at endogsaa en hver af dens
deele bør have noget smukt i og for sig selv, saa vil
jeg, for des bedre at faae at kiende disse Sceners
værd, ikke give dem nogen fordeel af det sammen¬
hæng de kunne have med det heele, men lade dem
staae deres egen fare. En Comedie kan nemligen
være vel anlagt; eenheden i henseende til tiden, stedet
og handlingen kan derudi være med en yderlig streng¬
hed iagttagen, og den kan dog desuagtet være meget
slet skreven, hvilket den er, saa snart man ikke i en hver
Seene formerker nogen deel af det Comiske genie,
som oplivede en Moliere, en Regnard, og en Hol¬
berg. Dette er hovedsagen, og hvor dette mang
ler, der mangler alting. De maa ikke troe, min
Herre, at jeg bilder mig ind at have saadant et genie:
endnu mindre, at jeg skulde være saa taabelig at sige
det, om jeg endog var stolt uok til at troe det. Mit
forsæt er alleneste at forsøge min lykke baade i et og
