93
snart jeg haver vaagnet, haver jeg været den samme
Slyngel Pasop som tilforn. Jeg vil derfor ikke be¬
kymre mig om nogen Ting herefter, men troe Herren,
som siger, at alle Mennisker ere omtrent lige lykkelige,
naar man sammenligner deres Fordeele og Besværlig¬
heder med hinanden. Det er dog een haaben besvær¬
ligt, at faae saadant i fit Hoved, naar jeg ret tænker
efter. Men der seer jeg HErren komme. Han seer
meget forbittret ud: jeg er bange, at han glemme
Dag igien at Studene.
Scena 4.
Medoc uden at see Johan.
Det maae jeg bekiende, det var ret artigt.
Hvor er der dog Muelighed i, at saa megen Deylig¬
hed kand boe sammen med saa megen Falskhed. Hun
gaaer ige ned ad Gaden, ligesom hun vilde gaae til sin
Søster, men ved første Tvergade bøyer hun og gaaer
ind i et stort Huus paa Hiørnet, hvilket jeg ikke kiender.
Hvis der boede nogen Jomfrue af hendes Bekiendt
skab, som hun underveys ville besøge, da havde hun vel
sagt mig det. Derfor maae hun visseligen aflegge no¬
gen Slags anden Besøgelse paa det Stæd, som hun mindst
skytter om, at jeg skulde viide. J visse Maader er det
mig dog kiært, at jeg fik nys om, hvor hun haver sin
Gang. Det maae koste hvad det vil, saa skal jeg nok
forske ud, til hvem det er og derefter skal jeg siden tage
mine Mesures. Skulde jeg ikke besidde Mod nok, til
at tage min Kiærlighed fra den, som giør Besøgelser,
hos andre Ungkarle, og er mig utroe? Jo saasnart som
jeg faaer det vidst at viide, vil jeg aldrig i min Livstid
see hende meere for mine Øyne, og da maae den Kiær¬
lighed, veed jeg, eengang forgaae. Dog? det var at
giøre hende alt for stor Ære, naar man ansaae hende
