94
saa farlig. Jeg vil see hende hver Dag og foragte hen¬
de. (han faaer Johan at see). Er du der Johan.
Johan.
Ja Herre! Jeg haver allereede været her een
heel stiv Time. Tøyet kom rigtig til Skrædderen og da
jeg gav hannem de 2 Rdlr. til at deele ud i Drikkepen¬
ge, lovede han at alle hans Folk skulde arbeyde heele
Natten, saa at Klædningen efter Herrens Begiæring,
betids i Morgen skal blive færdig.
Medoc.
Det er godt, men ellers haster det just ikke nu.
Johan.
For lidet siden hastede det dog temmeligen.
Medoc.
Ja, Ja: Naar du haver gjordt, hvad jeg bad
dig om, saa haver du forrettet, hvad du burde: Jøv¬
rigt behøver du ey at bekymre dig. Men det var vel,
at du kom, thi jeg maae skikke dig bort i et magtpaa¬
liggende Ærende.
Johan.
Herren behager, at befale. Jeg er alletider
til Tieneste, uagtet jeg aldrig siger underdanige Tiener.
Medoc.
Kom hid! seer du Huuset der paa Hiørnet af
første Tvergade paa høyre Haand?
Johan.
Ja jeg giør. Det er et stort graat grundmun¬
ret Huus, tre Etager høyt.
Medoc.
Rigtig nok. Der skal du gaae ind og faae at
viide, hvad de alle heder, som boe der, samt deres
Stand og Omstændigheder. Men du skal ey hilse fra
mig, tvertimod lade, som du gjordte det paa din egen
Haand.
Johan.
Det bliver en svær Forretning Herre! Her¬
ren veed vel, at man gaaer ikke saaledes omkring og rand¬
