95
os til at bære Livets Byrde og trøste os i den Ulykke,
vi have af at være til. Saaledes tænker jeg.
Spartan.
Eenhver haver sin Smag. Men skulde jeg end
bifalde din Tænkemaade, saa haver du endda ingen
Aarsag til Uroe og Misfornøyelse. Lueilia zisker dig
jo af inderste Hierte og ønsker intet hellere, end at for¬
nøye dig og af dig blive fornøyet.
Medoc.
Det veed du bedre, end jeg.
Spartan.
Jeg kiender hende saavel og haver saa ofte seet
hendes Opførsel i dit Sælskab, at jeg i det mindste al¬
drig haver kundet tvivle derom.
Medoc.
End om jeg nu siger dig, at just medens vi tale
om hende, sidder hun hos en anden Ungkarl og haver
maaskee ved hans Side i denne Time forglemt, at et
saadant Menniske er til i Verden, som heder Medoc.
Spartan.
Det skulde jeg aldrig troe: hvoraf veed du det?
Medoc.
Jeg haver seet det med mine egne Øyne; hun gik
nu ind her paa Hiørnet i et Huus, som jeg ikke kiender,
og hvor jeg ikke engang vidste, at hun nogensinde ha¬
ver sat sin Foed.
Spartan.
Hvilke Griller! kand hun ikke være hos noget
Fruentimmer af sine bekiendte, som boe der?
Medoc.
Ja, men kand hun ikke ogsaa være der, hvor jeg
siger? Hun var nys her, men Jlden ligesom brændte
hende under Fødderne, inden hun kom paa Døren,
og da jeg spurgte hende, hvor hun vilde hen, sagde hun,
at hun var nødt til strax at gaae hen til sin Søster;
imidlertid seer jeg hende dog gaae ind paa et andet Sted.
