106
en fatal Ting for et Menniskes Rolighed og hvor slet
riimer sig ikke Kiærlighed og Forstandighed med hin¬
Spartan.
anden.
Hos vore Poeter riimer sig alle Ting min Bro¬
der. Men du maae ellers ikke tale ilde om Kiærlighed:
Den er god i sig selv, endskiønt du fordærver den med
alt for meget Koglerie. Dog mærker jeg at du spille¬
de din Rulle ret flinkt i Gaar: Siig mig dog engang,
Medoc.
hvorledes det gik.
Just da jeg havde klædt mig om og kom tilba¬
ge, holdte Lucillia endnu ved at dandse. Jeg saae og
saa, at du efter Dandsen talede med hende. Men
hvad var det hun sagde dig? jeg syntes hun saae saa
Spartan.
bedrøvet ud.
Efterat jeg havde sagt hende hvad du befalede
mig, svarede hun, at om hun havde vidst det var hun
ey kommen paa Masqueraden.
Medoc.
Hvilken Mesterinde i at forstille sig!
Spartan.
Og hun bad mig tillige, strax at ledsage hende
Med oc.
hiem.
Gud give du havde giort det.
Spartan.
Det vilde jeg ikke, thi saa havde jo dit heele
Anslag gaaet overstyr. Derfor sagde jeg hende, at jeg
var engageret i et Sælskab der paa Ballen, som jeg
endnu paa nogle Timer ey kunde forlade. Herpaa saae
jeg hende gaae bort, at sette sig i een Loge, hvor du
ogsaa siden kom efter, saavidt, som jeg kunde giætte
Medoc.
mig til
Ja jeg fulgte hende stedse med Øynene og blev
glad af Hiertet, da jeg saae, at hun gik hen og satte
sig i Eenrum. Jeg tænkte ved mig selv: formodent¬
ligen sidder hun nu og tænker paa sin Medoc. Hun
haver skildt sig ved all Sælskab og tager ey Deel i no¬
gen Slags Fornøyelse, efterdi hand ikke er nærværende.
J disse behagelige Tanker gaaer jeg op til hende. Ach,
hvad var hun sød? hvor var hendes masque deylig!
Jeg havde ikke betragtet hende ret, førend da; Men
jeg kand sige dig i all Sandhed og paa min Ære, at
mig syntes det hun var behageligere den gang, da hun
