107
havde masque paa end det deyligste af alle andre Fru¬
entimmer med sit naturlige Ansigt.
Spartan.
Du haver en stærk Jndbildnings=Kraft, det
maa jeg bekiende. Medoc.
Det første, hun saae mig, blev hun bestyrted;
Men saasnart jeg havde talet nogle Ord og beviist hen¬
de nogle Høfligheder, hørede hun mig an med For¬
nøyelse og svarede til alle Ting med saa stor Friehed,
at jeg i Begyndelsen tænkte, det hun skiærtzede og drev
Spot med mig. Jeg blev ved efter min Hensigt med
at fortælle hende, at jeg var een Greve, der havde
anseelige Revenuer og at jeg ikke ønskede nogen Ting
høyere i Verden, uden den Tilladelse af hende, at maat¬
te giøre hende saa lykkelig, som jeg kunde. Hun loed,
som hun hørte alt dette an med Behag, og da jeg siden
spurgte hende om hun da vilde love, at elske mig,
svarede hun: Eders heele Tale Min Greve! er saa an¬
geneem (hvert Ord af dette Svar staaer mig endnu for
Ørene) at ingen haver Aarsag at tvivle, det jo Eders
Ansigt og øvrige Væsen svarer dertil, følgeligen kand
jeg ey heller nægte, at jeg jo allereede er Eder hengi¬
ven og haver været det fra første Øyeblik, da jeg saae
Eder. Ach! hvor gik ikke disse Ord mig lige ind til
Siælen! Jngen Friere haver nogensinde faaet Kurven
med større Modbydelse, end jeg fik dette Ja.
Spartan.
Det maae jeg bekiende; du er gaaen temmelig
vidt min Broder! Alle andre Folk foruden dig have
nok at bestille, med at være jaloux paa fremmede, men
tillige at kunde blive jaloux paa sig selv, som du haver
gjort, det kalder jeg een Kunst.
Medoc.
Ja hvorudi styrter os ikke den fordømte Kiær¬
lighed! Men hør endnu meere. Jeg troede endnu næ¬
sten, at det kunde være skrømt, thi hun talede med
mig, som hun havde kiendt mig i mange Aar og toeg
saa behændig mod alle Kiærligheds Forsikringer, som
den erfarenste Francoise Jeg besluttede derfor, at
søge endnu tydeligere Beviis paa hendes troeløse Let¬
sindighed, og sagde til den Ende, at endskiønt jeg læn¬
ge siden havde kiendt og seet hende i Kirken, paa Pro
