108
memader og eømtoedier, saa vidste jeg dog ikke hendet
Tilnavn eller Stædet hvor hun nu boede, bad altsaa
ifald hun havde nogen Godhed for mig, at hun da
vilde sige mig det, paa det jeg kunde vide, hvor jeg
skulde finde hende. Hun svarede: hierteligen gierne
Min Greve! Jeg vil give Eder det skriftligen; derpaa
bad hun mig, at jeg vilde lade hende blive for sig selv
een liden Stund. Jmedens jeg da var borte, strev
hun selv sit Navn med meere som du her kand see (hand
tager een Sæddel op og læser for ham) (Lucillia Jo¬
sepha Francisca Barbara Wankif boende i den og den
Gade det og det Huus.
Spartan.
Om jeg ikke kiendte hende, saa skulde jeg snart
troe, at hun var født i Østerrige, siden hun haver saa
mange unødvendige Navne.
Medoc.
Da jeg kom igien og hun gav mig denne Sed¬
del, blev jeg saa slagen at jeg ikke vidste, at finde mig
deri i een hast, men maatte bryde Samtalen tvert af¬
jeg bad hende alleeneste til Slutning, at hun vilde møde
mig her paa dette Stæd og omtrent ved denne Tid, saa
vilde jeg fremdeles give mig tilkiende og komme over¬
eens med hende om adskilligt, det hun ogsaa lovede.
Dermed gik jeg paa Døren og hiem paa mit Kammeri
tusende uroelige Tanker, som du vel selv kand slutte.
Spartan.
Du haver saamænd gjort dine Sager meget got,
det kand jeg mærke.
Medoc.
Men meener du ogsaa, at hun kommer? Naar
jeg betænker alle Ting, saa troer jeg endnu næsten, at
det kunde være Skiemt.
Spertern.
Det sidste kand jeg ikke vide; Men hvorfor skul¬
de hun ikke komme, naar hun haver lovet det? Jeg
troer gandske vist, at hun kommer og om jeg var i dit
Stæd skulde jeg stille mig meere kiærlig an, end nogen¬
sinde tilforn, optænde hende saa meget, som jeg for¬
maaede og tage imod alt hvad jeg kunde faae paa Gre¬
delig Regning.
Medoc.
Ach! min Ven! railler mig intet. Jeg er mee¬
