J09
re ynkværdig, end du troer. Den Plage, som trykker
os, bør ikke saa meget skatteres efter den Vægt, den
kand have i sig selv, som efter Patientens ømme Følel¬
se, og du veed, hvor empfintlig jeg er. - - Men for
Gud i Himmelen! seer jeg hende ikke komme der paa
Gaden (til Spartan) Gaae botr (hand gaaer) Ach ulyk¬
salige masquerade. Fordømte Grevskab! troeløse
Fruentimmer!
(Hun kommer umasgueret ind, men klædt i andre
Klæder end i foregaaende Acter.)
Scena:7
Lucilia og Medoc.
Lucilia.
See, min Greve! ere de allereede her?
Medoc.
(Med et forstilt mæle i begyndelsen, men som siden
blir alt meere og meere naturligt, jo lengre hand kom¬
mer ind i Scenen.) Ja, min Jomfrue: jeg er ikke
den, som ved saadan leylighed skulde udeblive.
Lucilia.
De ere vel ikke heller misfornøyet dermed, at jeg
kommer, skulde jeg haabe.
16edøe.
Jntet mindre, end det. Jeg haver jo selv bedet
Lucilia.
hende derom.
Mig synes dog, at Herren tager saa koldsindigen
imod mig, og at den Kiærlighed De forsikkrede mig om
i gaar allereede er bleven koldere.
Medoe.
Forlad mig det, min Jomfrue; Jeg er just kom¬
men herhid for endnu meere at beviidne den samme;fog
ifald min Stand, mine Jndkomster og det ømmeste Hier¬
te i Verden kand efter hendes Tanker erstatte de Meri¬
ter, som der kand feyle mig, saa skulde jeg|holde mig
for den lyksaligste af alle Mennisker.
Lucilia.
Da giver jeg Dem lov at være saa lyksalig de
Medoc.
nogensinde vil.
Saa maae jeg da være forvisset om at hun lider
mig, endskiønt hun endnu ikke haver seet mit Ansigt, og
ikke kiender mig viidere, end efter min egen beskrivning.
