110
Lucilia.
Gandske forvisset. De ere, min Herre, saa
angenem og indtagende i all deres Væsen, at der beh¬
ves slet ingen Ansigt for at giøre sig elskværdig.
Medoc.
Jeg vil ogsaa bekiende, at Naturen ey haver væ¬
ret mig gunstig paa Ansigtets Vegne, og saa ofte jeg
raadfører mig med mit Speyl, synes mig alletiider det
siger, at jeg maae være lidet smuk i andres Øyne.
Lucilia.
Det giør ikke noget til Hovedsagen; min Hr.
Greve veed vel, at Fruentimmer blive saaledes opdia¬
ged, at de maae kunde vænne sig til alle Slags Ansigter.
Naar en Karl er fuldkommen i alt andet, saa seer man
lidet derpaa.
Medoc.
Jeg vil dog ikke fortie mine Feyl, men oprigtigen
bekiende for hende, at jeg haver en stor Muud, som
stedse staaer aaben, og min Næse flyder bestandigen.
Lucilia.
Det er smaae Ting; jeg skal nok holde den ren.
Medoc.
Hun er alt for artig, min Jomfrue -- -
faner jeg da være vis paa hendes Kiærlighed? (Sagte)
Gud give hun da vilde sige Ney eengang!
Lucilia.
Ja saa vis, som de kand være paa nogen Ting i
Verden.
Medoc.
Og at hun virkeligen elsker mig, mig (hand klap¬
per sig paa maven) saadan som jeg er og som jeg nu staaa
her.
Lucilia.
Ja jeg elsker dem virkeligen, dem= dem, saadan,
som de ere og som de nu staaer der.
Medoc.
(Sagte) Ach jeg døer (Høyt og med halvvreed
Røst) Er det da ingen muelighed, at faae hende=--- at
hun kan forecaes=== at hun holder op at elske mig?
Lucilia.
Jeg vil elske dem saa længe jeg lever.
Medoc.
(Sagte) O! hvad er jeg en ulykkelig Siæl!
(Høyt) Giver hun da ogsaa sit Samtykke til at jeg fand
