111.
beg ære hende af hendes Formynder eJeronymus, saa
Lu ilia.
snart jeg vil
Ja, om han var i byen, saa kunde Greven for min
Skyld gierne begiære mig i denne dag og det skulde være
Medoc.
min største glæde.
(Sagte) Oh! jeg kand intet meer (Høyt) Men
jeg vil ogsaa sige hende, at jeg er lidet jaloux og ligesom jeg
giver hende mit hierte heelt og holden, saa ville jeg ey hel¬
ler gierne, at hun skulde have Kiærlighed til nogen anden.
Lueilia.
Jeg haver slet ingen Kiærlighed for nogen anden, i¬
fald jeg det havde, saa forsikkrer jeg, at ikke engang een
Fyrste, langt mindre nogen Herre skulde kunde formaae
mig til at changere. Medoe
Jeg haver dog hørt, der siges, at een vis Pedant,
som heder Medoe skulde staae sig temmelig vel hos hende,
og at hand maaskee haver nogen deel i hendes hierte.
Lucilia.
Jeg kiender ingen Pedant, som heder Medoe, og
jeg forsikkrer, at jeg aldrig haver elsket nogen anden end
dem: (imedens hun siger disse sidste ord, løser Medoe
baandet paa Masquen og naar hun haver udtalt demas¬
guerer hand sig hastig, sigende:
Medoc.
(ivrigt) jo du haver, Forræderske Siæl!
Lucilia.
Ney, jeg haver ikke; det er jo jer jeg taler med.
Medoc.
Ja, Undskyldningen er fortreflig, og jeg raader
hende at betiene sig af den hos andre: hos mig kommer
den dog forseent. Ney, ney -- jeg haver (disværre) alt
for gode Øyne, og jeg haver nu faaet alt for tydeligt beviis,
paa hendes letsindighed og forfengelighed, samt paa det
jeg alletiider haver tænkt, nemligen at Fruentimmers
Troeskab ey varer længere, end til der kommer nogen og
byder over. Gaae nu hen og skaf sig een Herre længe nok
Lucilia.
for mig.
Kiære hierte! tag dog ikke alting saa vreed og ha¬
stig op. Jeg kand overtyde Eder, naar jeg vil, at, J tager
Medoc.
Feyl.
Ja, maaskee med hendes Øyne: men jeg kand have
den ære at lade hende viide, at jeg ikke meere tænker at fæ¬
