112
ste mine Øyne paa hende (hand seer bort) Alt hvad hun for
resten kand sige til sit Forsvar, det haver jeg allereede sagt
mig selv: at hun kiendte mig, at hun raillerede, at hun var
nysgierrig for at see den ubekiente Masque, alle saadanne
Ting ere forgiæves: hun taler kuns for døve Øren; hun er
og bliver uværdig til min Kiærlighed i Ævighed, og jeg et
ulykkeligt Menniske.
Lucilia.
Troer J da, at et Fruentimmer ikke haver sine5
Sind og at man skulde troe een Karls Smigren, som man
seer den allerførste gang, ja ikke seer ret eengang?
Med oc.
Ja, jeg troer. Lucilia.
Og at man strax paa Tiimen skulde give sit Hierte
bort til een masguered Person.
Medoc.
(ivrigt) Ja, ja endog til een eastrered Person
ifald han var Greve og havde Penge.
Lucilia.
Haver J den Seddel hos Eder, hvorpaa jeg skrer
mit Navn?
Medoc.
Aa ja; og om hun aldrig saa meget vilde undskyl¬
de sig, saa er den et sikkert Vidne imod hende.
Lucilia.
Giv mig den da, saa skal vi see hvad den vidner.
Medoc.
(Gir hende Seddelen) Maaskee hun skammersig
ved at et saadant beviis er i mine hænder; men jeg glen¬
mer det derfor ikke.
Lucilia.
Jeg kiender Jer vel og veed hvor fuld J er af mis¬
tanke, derfor haver jeg og taget mine messurer derefter.
Er J blevet denne forsegling vaer og hvad derunder staaer
skreven? (hun viser ham en fordulgt Forsegling) Saa
snart, som J kom til mig i Logen og aabnede Eders
mund, kiendte jeg Eder strax igien. Læs hvad her staaer!
(hun viiser ham hvad der staaer skrevet under Forseglin¬
gen, efter ad denne er aabned.)
Medoc.
(Hand læser) For ingen anden, end min kiære
Grev Medoe (hand gaaer fladøret ud paa Dørren, uden
at sige et ord.)
Lucilia.
oldt dog og bie lidt, at jeg kand tale med E¬
der -- Ney, hand vil ikke høre.
