114
maade, der kommer mig til at dømme saaledes, i
hvilken fald jeg gierne imodtager rettelse. Jmidler¬
tid vil jeg dog her anføre de aarsager, som bevæge
mig til at ikke være af samme tanker, som De, i den¬
ne sag.
Det kan ikke være Dem ubekiendt, min Herre,
at der er en Seet Philosopher, som giver sig navn
af Cosmopoliter, og erkiende formodentlig for stif¬
ter hin Græker, hvilken, da han blev tilsprugt i hvilken
bye han var borger, svarede at han var en verdens bor¬
ger. Det er denne Sect, eller i det mindste nogle, som
Herr Rousseau meener, da han siger, at mangen
en Philosoph elsker nu omstunder de Tartarer,
for at slippe at elske sine medborgere, hvilken tan¬
ke synes mig at være ikke mindre grundig, end smuk,
som jeg og strax vil vise. Jeg kan vel ikke negte, at jo
disse Philosophers talemaader lade sig meget vel høre,
saasom de ikke predike andet end menneskelighed, hvor¬
med de meene en lige kiærlighed til det heele menneskeli¬
ge kiøn; men naar man foretager sig nøyere at tænke
derpaa, finder man, at disse smukke grundregler, lige¬
som de der bruge dem, have virkeligen ingensteds hiem¬
me. Mennesket er nemligen et indskrænket væsen, hvil¬
ket man aldrig bør forglemme, saa længe man philsso¬
pherer for mennesker. Vor siæls kræfter ere ingen ting
mindre end uendelige, og vi have saaledes ikke heller faaet
meer end en vis dosis af kiærlighed at udøve. Den som
derfor stedse stræber at udstrække sin kiærlighed i lige
grad over det heele menneskelige kiøn, kan ikke andet
end tillige anseeligen svække dens kraft og giøre den der¬
ved mindre virk som, og endeligen ganske ubetydelig, li¬
gesom en plade under uophørlige hammerslag taber nød¬
vendigen i tykkelse, hvad den vinder i udstrækning.
Erfarenheden lærer os, at et menneske, som har
alt for megen egenkiærlighed, elsker aldeles ikke andre
mennesker. Af hvad Aarsag, min Herre, om ikke, fordi
en, der elsker sig selv saa meget, har allerede forbrugt den
deel af kiærlighed, som var falden paa hans lod, og har
