116
velvilligheds aand. Jeg vil alleneste, som sagt er,
at vi deele vor kiærlighed saa, at fædrenelandet faaer
den største part deraf: dernæst de Nationer, som ere
os de nærmeste, og med hvilke vi have meest at skaffe
hvilket ikke kan staae vel tilsammen med en lige kiær¬
lighed til det heele menneskelige kiøn &c.
Bornevue.
Det er det ottende af disse blade, som sluttes
med den meening, hvorover Herr Bornevue har fun¬
det for godt at opholde sig i foregaaende brev. Jeg
havde i samme afhandling ingen anden hensigt, end at
vise, hvor urimeligt det var, at een Nation vilde kaste
foragt paa andre; og som Herr Bornevue herudi ikke
modsiger mig, tvert derimod bekræfter, at et hvert folk
anseer sig selv for Græker, men alle andre for Barba¬
rer, saa vil jeg ikke for et ords skyld indlade mig i no
gen krig med ham, ey heller denne gang tilkiendegive,
yvor vidt jeg billiger hans grundregler. J den sted
tænker jeg i dag tale noget om det hovmod, som i et og
samme land er en hver Stand eget, hvilket er lige saa
almindeligt, som det nationale, og ikke mindre urime¬
ligt.
Man maa herved bemerke ikke alleneste med
hvad øyne de tre eller fire hovedstænder i et hvert land
ansee hverandre, men ogsaa iagttage, hvorledes de, som
ere af samme stand, men af adskillig handtering, begiæg¬
ne hinanden. En soldat foragter en bonde, og forag¬
tes igien af en haandverksmand, som atter bliver ringe
agtet af kiøbmanden, og saa videre indtil adelen, som
foragter dem allesammen. De betænke ikke, at de alle
ere lemmer af samme legeme, som er Staten, for hvil¬
ken de ere lige umistelige, og at følgeligen deres rang¬
strid er ligesaa urimelig, som billedet deraf skulde synes
at være, om man i en nye fabel loed maven giøre op¬
stand imod hovedet, hænderue imod fødderne, og saa
videre.
Jeg tvivler ikke, at jo mine Læsere for det første
vilke tilstaae mig, at adelen er den stand, som i almindelig¬
