117
hed meest agtes og æres, hvilket ogsaa bør saaledes at væ¬
re for borgerlig ordens skyld. Om jeg derfor kan vise,
at denne fornemste stand ingen ting særdeles har at hovmo¬
de sig af frem for andre, haaber jeg at de ringere stænder
deraf ville slutte, at de have endnu mindre aarsag til at væ¬
re hoffærdige, og behøve følgelig ikke beholde meere tilba¬
ge af deres rang indbildninger, end som nødigt er, for
ikke at trænges, naar man vil ind igiennem samme Dør.
Det hovmod som lægges adelen til last, har vel
sin største grund af den store høyagtelse hvormed de fleste
adelsmænd ansee deres herkomst. Nu kan jeg vel ikke neg¬
te. at der jo ere visse familier, som synes at have nogle na¬
turlige fortrin, og at kunde skilles fra andre ved den skiøn¬
hed, tapperhed, vittighed &c. som er dem ligesom egen.
Men jeg bemerker herved, at disse egenskaber og andre, som
fortplantes ved fødselen, ere alle af den beskaffenhed, at de
ligesaa lidt kunne lægges et fornuftigt menneske til berøm¬
melse, som en kan roese sig deraf, at han har skarpere syn
eller finere lugt, end en anden. Derimod seer man, at saa¬
danne egenskaber, som giøre et menneske virkeligen stort,
jeg meener selv forhvervet dyd og duelighed, komme efter¬
kommerne saa lidt til gode, at man neppe i den ganske hi¬
storie skal finde et eneste exempel paa en meget berømt fa¬
der, som har havt en lige berømt søn Man skulde snart tæn¬
ke, at naar naturen frembringer en stor mand, griber hun
sig saaledes an, at hun behøver lang tiid at hente kræfter,
inden hun i samme familie kan atter frembringe saadan en.
Man kan heraf slutte, at de egenskaber, som give
en mand lov at berømme sig, fortplantes ikke ved blodet i
nogen Slægt. Med alt dette var dog at ønske, at man
kunde opfinde noget middel, hvorved ikke allene visse, men
alle Slægters afkomme kunde giøres til ædlere mennesker,
og dueligere til fædrenelandets tieneste. Det synes ey
heller at være umueligt, efterdi sindets gode egenskaber
herrøre for en stør deel af et vel dannet legeme. Plato
siger paa et sted, at dersom man ved giftermaal magede det
saa, at stridige gemytter alletider bleve parrede, skulde det
i henseende til afkommen have en fortreffelig virkning.
Han har anmerket, siger han, at naar to lige hidsige ge¬
