119
aaben himmel. Deres borde overlades med mange og
stærk kryddede spiiser, hvormed de uformerkt og efter¬
haanden saa belade deres maver, at de omsider intet meer
kunne nyde, hvilket sees af den blege farve, som blant de
fornemme er bleven saa almindelig, at den og kaldes for¬
nem hos andre. Saadan en levemaade hos forældre
kan ikke andet end have indflydelse paa børnene, og giøre
dem skrøbelige og uduelige til alting. Dersom herudi
ingen forandring skeer, da skal man og efter nogle aar¬
hundrede see en adelig at opkomme, som ikke meer skal
kunde bruge sine beene, om de end vilde, men af trang
blive nød til at giøre det, som man nu giør af en fornem
sædvane, og for bequæmmeligheds skyld.
Der er derfor ikke, synes mig, tilstrækkelige aar¬
sager, hvorfore en adelsmand skulde tænke, at hans her¬
komst og gamle familie kan allene ophøye ham over
andre mennesker. Fornuftige folk ansee hans vilkaar
med saa liden misundelse, at de troe fast alle, at ham
paaligger større forbindelser til fliid og arbeyde, end nogen
anden. Hans rang og stamgodse ere ham af forfædre¬
ne for ingen anden aarsags skyld tilkomne, end at han,
fri fra al omsorg for sin egen person, ikke skulde behøve
at anvende nogen deel af sin tiid, uden til Statens be¬
ste og sine undermænds lyksalighed. Det er en ærekiær
adelsmand ikke nok, at han ligner sine berømte forfædre:
han bør søge at overgaae dem alle, og bringe sine fortie¬
nester saa vidt; at han overlader sin familie større ære,
end den han af samme har arvet. Jeg erindrer mig
herved, hvad jeg alletider med fornøyelse har læst i be¬
gyndelsen af den lovtale, som Herr D. Alembert har
holdt over Montesquieu. Efter at han paa en heel
side har opregnet alle de friherrelige forfædre, hvoraf
Momtesquieu herstammede, tillægger han: dette slægt
register kunde maaskee synes ubehørigt i begyndel¬
sen af en lovtale over en Philosoph, hvis navn saa
lidt behøver forfædre: men vi maa ikke misunde
deres minde den glands, som dette navn udspreder
derover.
