126
Samtale i de Dødes Rige imellem Horaz
og Boileau.
Boileau.
Det er mig usigeligen kiært, en gang endeligen at
møde min kiære Horatz, hvilken jeg, som min Læreme¬
ster, er saa megen taknemmelighed skyldig.
Horaz
Mig ikke mindre, at træffe en Mand, som har fulgt
i mine foedspor paa en maade, som giør baade ham og mig
saa megen ære.
Boileau.
Ja, men hvortil nytter det nu? da jeg hører, at der
gives lande, saa langt beliggende fra solen, at de der sætte
en Peder Paars i ligning med min Lutrin.
Horatz.
Der findes vel ogsaa de steder, hvor man sætter Ju¬
venalis ved siden af mig; ja hvor man endog synes bedre
om hans pasquiller, end om mine saryrer: men sligt skader
ey meget. Naar man først selv er ret overtydet om sin egen
duelighed, kan man siden gierne lade folket snakke. Man
beholder dog alletider sit værd i rette kienderes øyne, som
tillig eller silde vinde mængden paa deres side. Maaskee og
saa, at i de lande, hvor man gjør Dem den vanære at sam¬
menligne Holbergs rim med Deres vers, have de endm¬
ingen indenlandske mynstre, i hvilken fald man alletider
holder det beste man haver for fortreffeligt, indtil noget
bedre fremkommer, ligesom Cicero hos os holdtes en tiid
for at være en ypperlig Poet Snarere havde De aarsag at
befrygte nogen formindskelse i Deres Poetiske ære, hvis
nogen spørger, hvad den forstandige Bøileau tænkte, da
han gav ud sine sidste Satyrer og Epistler, paa en tiid, da
hans ild og styrke ey kunde andet, end være aftagelse.
Boileau.
De forbandede Jesuiter, og i sær Perrault kunde
ikke lade mig fred De begynte en trette, som De vel her har
hørt tales om, og paastoede at de nyere Forfattere burde
foretrækkes frem for de gamle; og for des meere at støde
mig for hovedet, anførte de, blant andet, mine egne Skrif¬
