127
ter saasom et bevis. Nu, som jeg ikke andet kunde, end tage
de gamles partie, saa vilde jeg dræbe modstanderne med
deres egne vaaben, og sammenskrev derfor nogle vers, som
jeg vel vidste, at ingen skulde kunde sætte i ligning hverken
med Deres, eller med Virgilii.
Horaz.
Skiæmtvis sagt er den aarsagen meget god; men
hvad var ellers den rette?
Boileau.
Jo, jeg vil sige Dem. Siden mine tiltagende aar
havde erindret mig, at jeg ey længer kunde være Poet,
brugte jeg alligevel som en tidsfordriv undertiden at sætte
op nogle rim, ligesom tappre Krigsmænd, som ey meere
kunne gaae i felt, finde sin fornøyelse i at have kaarder og
andre vaaben i haanden. Ulykken var alleneste, at naar jeg
var færdig med noget, havde jeg ey meere den forstandens
styrke, som til dets bedømmelse var nødig, men fattede strax
en umaadelig kiærlighed dertil, ligesom man alletider el¬
sker de børn meest, som blive en fødte i alderdommen.
Horaz.
Sammenligningen hielper Dem noget og man har
visselig aarsag endnu meer at elske de hiernefofter man paa
sin gamle alder frembringer, saasom man kan være forvis¬
set om, dertil selv at være Fader. For øvrigt giorde De ik¬
ke vel herudi. En Auctor, i sær en Poet bør alletider i sin
beste alder indgaae det forbund med sig selv, efter visse aar
aldrig at udgive noget. Han bør vide i tiid at hænge sin
Cithar paa væggen. J anden fald forringer man den ære
man allerede har forhvervet, og giver Desfontainer og
Freroner vundet spil, ligesom den gamle løve, som blev un¬
derkastedt alle dyrs, ja ogsaa æselers tand.
Boileau.
Jeg er ganske af Deres tanker herudi; og det fornøy¬
er mig ret, at min gamle Læremester ikke har anden feyl at
bebreyde mig, end den jeg selv merkede samme dag, som jeg
blev sat over af Charon.
Horaz.
Bie, bie. Jeg veed nok endnu en feyl med Dem, og
hvorved De ingenlunde fulgte mit exempel.
