128
Boileau.
Maaske derudi, at jeg ey søgte min fornøyelse med
Horazz.
fruentimmer?
Ney, det var jo ikke Deres skyld? Men det var De¬
res egen feyl, naar De gav sig til at følge Ludvig XI i
Krigen. En Poet paa en hest følge en Krigshær i selt, og
give en Cavoye anledning til indfald, samt underkaste sig
alle dumme soldaters begabberiel Saadant er jo uforlade¬
ligt? Dersom det endda havde kommet an paa at flygte,
saa havde De dog nogenledes med ære kundet bivaane felt¬
toget, saasom den der formodentligen havde Pegesus at
ride paa.
Boileau.
Naa, naa! ikke alt for skarp, kiære Horatz! Hvad
skulde jeg vel giøre. Jeg fulgte ey med saasom Poet, men
saasom Historie=Skribent. Kongen havde udnævnet mig
til sin Historiographus, og befalet, at jeg selv skulde være
med i alle felttog for des bedre at kunde tage i øyesyn hvad
jeg siden skulde fortæle.
Horatz.
De havde jo kundet giøre, ligesom jeg? Augustus
udnævndte og mig til sin Haand-Secreteer, men jeg b¬
takkede mig i al underdanighed, og loed ham forstaae, at
jeg havde det langt bedre paa mit Tibur, hvilket han o
holdt mig til gode.
Boileau.
Ja, sandheden at sige, blev jeg ogsaa snart kiæd ved
at leve i selt. Jeg fulgte armeen ey meer, end den ene
gang, undskyldende mig med mit svage helbred, naar
jeg siden blev commandered.
Horaz.
Ja, det havde De strax burdet giøre. Store Herrer
have gierne skiønne geister ved siden af sig, men i alminde
lighed vide De ey at skaffe sig større nytte af Deres selskab,
end den, at faae lee en gang, imens kaalen fordøyes Naar,
de da træffe for saadanne som Plautus og Taubman,
hvorpaa aldrig er mangel i noget land, da er alt ret og i
sin orden. Men saadanne Mænd, som De og jeg, synes
mig at være alt for hæderlige narre, endogsaa for Konger
og Keysere.
