130
sig en Slags fornøyelse af at troe, jeg veed ikke af hvad
aarsag.
Jeg sætter forud, at historien af den ulykkelige
Johan Calas, som i aaret 1761 blev henrettet i Tou¬
louse, er endnu de fleste Læsere bekiendt nok, at jeg følgeligen
her ey behøver igientage, hvad man i alle offentlige Tiden¬
der har læst. Den som ellers behager videre efterretnine
derom, kan faae den allerbeste i begyndelsen af Hr. Vol¬
taires mesterlige af handling om taalmodighed i Reli¬
gions sager.
Brev fra Herr Voltaire til Herr dAm. an¬
gaaende den sag med den ulykkelige Calas og
hans elendige Familie.
Jeg har læst Herr Beaumonts nye forestilling om
Calas uskyldighed med en overmaade stor begiærlighed.
Den har sat mig i forundring: den har presset taarer af
mine øyne, men den har intet nyt lært mig. Det er alt læn¬
ge siden jeg var overbeviist, og var saa lykkelig selv at til¬
veyebringe de første beviisgrunde.
De forlanger at vide, hvorledes Europens paatale
paa det juridiske mord, som skeede, da denne ulyksalige blev
radbrækket til Toulouse, har kundet trænge ind til en lille
ubekiendt vraae at et land imellem Alperne og det bierg
Jura, henimod hundrede miile fra den skueplads, hvor
denne forskrækkelige Scene gik for sig. Og paa sligt er det
just, at man kan best blive den fiine kiæde vaer, som binder
alle hændelser i en ulyksalig verden.
Det var ved enden af Martii maaned 1762, at en
reysende, som var kommet igiennem Languedoe, og som
besøgte mig paa min gaard to miile fra Geneve, fortalte
mig Calas henrettelse, og forsikkrede tillige, at han var u¬
skyldig. Jeg svarede ham, at hans forbrydelse havde ingen
skin af sandhed, men at det dog var endnu mindre troeligt,
